Kiosker i modvind over salg af lattergas
Diverse madlavningsprogrammer har de senere år skruet op for danskernes lyst til kulinariske udfoldelser. Og hvem gider svinge mormorarmene for at piske flødeskum, hvis man på få sekunder kan skabe en fiks kreation ved hjælp af en chiffonflaske?
Men det er ikke alle, som køber de små, sølvfarvede ampuller med lattergas, der har planer om at prøve kræfter med Mette Blomsterberg og deslige.
Lattergasflaskerne er også blevet en udbredt form for rusmiddel, og så er det ikke lovligt at sælge. Derfor vil politikerne have strammet op, så blandt andre kiosker ikke sælger lattergas til især unge, skriver BT.
- Detailhandlen har et enormt stort ansvar. Det må man være sig bevidst, for det er på alle måder forargeligt og forkasteligt, at nogle kiosker kan finde på at sælge hele pakker til unge, siger Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann til avisen.
Socialdemokratiet har for nylig foreslået at indføre pant på de små patroner, og SF så gerne, der kom en aldersgrænse på køb af chiffongas. Det afvises dog af regeringen, som hellere ser en løsning uden politisk indgriben.
Brodne kar
Chiffonflasker til flødeskum er ikke en af kioskens standardvarer, og det kan derfor undre, at det så er muligt at købe patronerne i så små butikker.
Dansk Folkeparti foreslår derfor, at salget forbeholdes leverandører og isenkræmmere. Formanden for Nærbutikkernes Landsforening, Torben Pedersen, vil hellere tale til kioskejernes bedste side og beder dem tænke på det moralske og sundhedsmæssige aspekt, når de sælger lattergas til unge.
- Jeg hverken kan eller vil bestemme hvilke varer, kioskerne sælger. Men jeg tror, man skal huske, at hvis ikke kioskerne sælger lattergaspatroner, køber de unge dem bare et andet sted, siger han til BT.
Den socialdemokratiske sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil gå så vidt som til at kalde kiosker, der ulovligt sælger lattergaspatroner ”i beruselsesøjemed”, som det juridisk hedder, for ”brodne kar”.
- Det er måske de samme butikker, som sælger alkohol og tobak til mindreårige, spekulerer han over for avisen.