Hver tredje tager fejl af holdbarhedsdatoer
Hver tredje dansker tror, at "Sidste anvendelsesdato" og "Bedst før" betyder det samme.
Det viser en ny undersøgelse foretaget for Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Stop Spild af Mad og Landbrug & Fødevarer.
Det giver problemer med både fødevaresikkerhed og madspild, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
- Mange danskere er gode til at undersøge madvarer, der har overskredet datomærkningen, inden den ryger i skraldespanden. Det er rigtig positivt for at komme madspild til livs. Men det er vigtigt, at folk er bevidste om, at der er forskel på "Sidste anvendelsesdato" og "Bedst før", siger miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
Fødevareministeriet indleder nu en kampagne "Tjek Datoen" i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk. Samtidig udkommer en ny version af "For Resten"-app’en, der udover opskrifter, der tager udgangspunkt i ens egne rester, også indeholder oplysning om de forskellige holdbarhedsmærkninger.
Undersøgelsen om holdbarhed og madspild er foretaget blandt 1.180 danskere og viser blandt andet:
- 32 pct. svarer, at "Sidste anvendelsesdato" betyder det samme som "Bedst før"
- 44 pct. svarer, at "Bedst før" ikke betyder det samme som "Mindst holdbar til"
- 85 pct. svarer, at de spiser madvarer, som virker i orden, selvom "Bedst før"-datoen er overskredet
- 74 % svarer, at de spiser madvarer, som virker i orden, selvom "Sidste anvendelsesdato" er overskredet