Husholdninger brugte 700 kr. mere på fødevarer i 2017
Det går fremad med fødevareforbruget i Danmark. Således brugte en dansk husholdning i snit 2,9 pct. flere penge på fødevarer i 2017 sammenlignet med 2016.
Målt i kroner svarer det til et gennemsnitligt forbrug på 25.059 kr. sidste år mod 24.355 kr. i 2016, viser tal fra Danmarks Statistik.
Mens husstandene brugte 704 kr. mere på fødevarer, faldt husholdningernes indkøb af drikkevarer og tobak marginalt med 63 kr. sidste år, svarende til et forbrug på 9.959 kr.
På posten fritid, underholdning og rejser, der blandt andet dækker over danskernes café- og restaurantforbrug, brugte hver hjemlig husholdning i snit. 570 kr. mere i 2017 end i 2016, svarende til et årsforbrug på 26.784 kr.
Tallene er målt i løbende priser og tager altså ikke højde for inflationen sidste år, hvor det gennemsnitlige forbrugerprisindeks steg med 1,1 pct.
Ifølge en beregning fra Dansk Erhverv betyder inflationen, at leveomkostningerne er blevet ca. 4.000 kr. dyrere for en familie med to voksne og to børn i 2017.
Omvendt er danskernes løn steget mere end inflationen i 2017, så husholdningerne reelt set har haft en reallønsfremgang.