Hirtshals vil have pantfri butikker
Detailhandlen og erhvervslivet i Hirtshals ønsker at gøre byen til en pantfri zone, så byens mange norske turister undgår at betale pant på de øl og sodavand, de køber i byens butikker. En gruppe erhvervsdrivende i Hirtshals har sendt forslaget til skatteminister Karsten Lauritzen (V). Gruppen har beregnet, at pantfri handel i Hirtshals vil øge omsæt-ningen i området med omkring 700 mio. kr. og skabe nye arbejdspladser.
Karsten Lauritzen vender imidlertid tommelfi ngeren nedad. Ministeren afviser i et svar forslaget, fordi det er vanskeligt politisk og juridisk at lave en pantfri zone i Hirtshals.
Dansk Handelsblad har fået indsigt i ministerens svar. "En egentlig ordning, hvor der ikke betales pant, er efter vores opfattelse ikke en hensigtsmæssig løsning," lyder svaret fra ministeren, der desuden skriver: "Jeg kan tilføje, at vi fra dansk side gennem længere tid har arbejdet på at indgå en aftale med Tyskland, der sikrer pantbetaling, men samtidig giver mulighed for, at danske forbrugere kan returnere emballagen i Danmark og få pantbeløbet tilbagebetalt. Det arbejde er stadig i gang. Det er på den baggrund svært både politisk og juridisk at lave en pantfri zone i Hirtshals," skriver Karsten Lauritzen.
Ministeren henviser til den dansk-tyske aftale, som de to landes regeringer indgik i 2015, og som betyder, at kunder i grænsebutikkerne ved den dansk-tyske grænse på et tidspunkt i fremtiden skal betale pant for dåserne.
Fortsætter arbejdet
Det klare nej fra skatteministeren får dog ikke handlen i Hirtshals til at opgive planen om at indføre en pantfri zone. Talsmanden for arbejdsgruppen bag forslaget, Jens Brændgaard, der er handelschef i Hirtshals Handel & Erhverv, ønsker ikke at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt, men Dansk Handelsblad erfarer, at de erhvervsdrivende vil arbejde videre med planen.
Advokatfirmaet Hjulmand-Kaptain i Hjørring har på vegne af gruppen af erhvervsdrivende sendt forslaget om pantfri handel i Hirtshals til skatteministeren. I brevet slår man bl.a. på, at turister fra Norge har stor betydning for byens økonomi, og at beregninger viser, at en pantfri zone kan øge omsætningen i regionen med omkring 700 mio. kr.
Dansk Handelsblad kan gennem en aktindsigt se, at forslaget fra Hirtshals har været behandlet i både Skatteministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet i marts. I april sendte Karsten Lauritzen sit svar på anmodningen fra Hirtshals.