Halvdelen af danskerne tilbereder fortsat middagen fra bunden

Forbrugere 23. jan 2018 -
This describes the image
I dag vælger 32 pct. aftensmadretter, som kan laves på under 15 minutter - enten med eller uden "snydeløsninger" i form af convenience. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Selv om udespisning og take away er hot for tiden, tilbereder flere end halvdelen af danskerne (51 pct.) fortsat selv deres aftensmåltid helt fra bunden. Det viser Madindeks 2017, der er Madkulturens årlige undersøgelse af danskernes madvaner.

I 2015 og 2016 svarede lidt flere - 55 pct. af danskerne, at de havde tilberedt deres senest aftensmåltid helt fra bunden.

Det betyder dog ifølge undersøgelsen ikke, at flere nu tager på restaurant om aftenen eller køber færdigretter med hjem. I den nye undersøgelse siger 6 pct. af de har spist det seneste aftensmåltid på restaurant. Det tal lå i 2015 på 8 pct., mens undersøgelsen fra 2016 viste et fald til 5 pct.

- Vores undersøgelse viser, at der på en gennemsnitlig aften ikke er flere, der spiser ude på restaurant eller cafe til aftensmad, end der var for ca. 10 år siden. Her sammenligner vi med tal fra DTU-fødevareinstituttets undersøgelse af danskernes madvaner. Både i 2008 og nu er der ca. 4 pct., der spiser ude på restaurant og cafe på en gennemsnitlig aften, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen, som hører under Miljø- og Fødevareministeriet.

Andre måltider spises ude

Undersøgelsen peger dermed i en lidt anden retning end andre tal, der viser, at bl.a. restauranter, cafeer og pizzeriaer i 2016 øgede deres omsætning med 5,7 pct., og ifølge adm. direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia er den samlede omsætningsvækst i branchen på 42 pct. siden 2010.

- Vi betvivler ikke, at restaurationsbranchen øger omsætningen. Men det handler altså om, hvor mange penge danskernes bruger, når de går ud og spiser. Og hvor ofte vi går ud og spiser til andre måltider end aftensmåltidet, siger Judith Kyst.

Når det kommer til take away, er det Madindeks 2017 5 pct., der har fået mad ude fra. Det samme tal gælder også 2016, mens det i 2015 lå på 4 pct. Mængden af forbrugere, der har købt en færdigret med hjem fra eksempelvis supermarkedet ligger i år på 6 pct., hvilket også er status quo fra sidste år.

Der er dog sket en stigning på 4 procentpoint, når det kommer til forbrugere, der tilføjer færdige komponenter til deres hjemmelavede mad. Således svarer 24 pct., at de har tilføjet færdigkøbte ting til deres hjemmelavede mad. Det tal lå i 2016 på 20 pct.

Opdateret 10. nov 2020