Grøntsagsmel og plantefars er kommet for at blive
Den såkaldte ”grønne bølge”, der med økologiens kommercielle indtog for omkring 20 år siden skyllede ind over landet, har i årenes løb taget flere og flere ting med sig.
I dag har flere kæder et udbud af vegetariske erstatninger til kød, og Coops butikker er begyndt at sælge plantebaseret koldskål målrettet veganske forbrugere.
- Tendensen er klar. Forbrugerne er nysgerrige på fødevarer lavet på planter. Menukortet er blevet meget bredere, og mange har lyst til at prøve nye fødevarer. Mange - især yngre - går op i, hvad de spiser. Vi ved, at hensynet til egen sundhed, klima og dyrevelfærd er bevæggrunde for at spise mere plantebaseret, sagde Lars Aarup, analysechef i Coop, i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af den veganske koldskål fra Naturli’ Foods.
Kødfri forbrugere driver markedet
Og selv det almindelige hvedemel bliver spædet op med grøntsagsmel for at gøre ”både bagning og madlavningen grønnere”, som Amo skriver på sin hjemmeside om det nye sortiment af mel med bønner eller rodfrugter.
Fødevare- og forbrugereksperter fortæller om, at de grønne bliver grønnere, og mener, at tendenser som mindre kød og mere fokus på langsigtet bæredygtighed er kommet for at blive – og vil vokse.
- Det er her, vi kommer til at se flest nye ting, og det er pga. vegetar-, veganer- og fleksitar-trenden, siger Hanne Harbo, foodplanner hos innovations- og kommunikationsbureauet Nørgård Mikkelsen, som har over 30 års erfaring med fødevaremarkedsføring og –udvikling.