Fremgang for branchens største formater
Detailomsætningsindekset i landets største varehuse var alt andet end fornøjelig sommerlæsning for landets varehuschefer ved udgangen af juli sidste år.
Hele 3,1 pct. lå omsætningen under de syv første måneder af 2017.
Siden formåede de største formater i branchen, som Danmarks Statistik betegner 'anden detailhandel fra ikke-specialiserede forretninger', at vinde de tabte markedsandele tilbage - og lidt til.
Ifølge Danmark Statistik fik varehusene en samlet vækst på 0,4 pct. sidste år, og den fremgang er fortsat ind i 2019.
Her bød årets første måned således på en omsætningsvækst på 4 pct. i forhold til januar 2018.
Fuld speed på onlinesalget
Det var dog stadigvæk discountbutikkerne, der sidste år klarede sig bedst blandt formaterne i dagligvarebranchen. 1,4 pct. lød væksten på, ifølge Danmarks Statistik.
Omvendt måtte landets supermarkeder notere sig en tilbagegang på 0,8 pct., mens det nok engang var de små købmænd og kiosker, der gik mest tilbage med et samlet omsætningsfald på 2,5 pct.
Både discountbutikkerne og supermarkederne havde en beskeden vækst på 1 pct. i januar i forhold til samme måned sidste år, mens købmændene og kioskerne tabte yderligere omsætning med et fald på 3 pct.
Mens de fysiske dagligvarebutikker under ét kæmper med væksten, ser det anderledes ud for salget af dagligvarer over nettet.
Her var væksten i 2018 næsten 11 pct., mens januarsalget bød på en fremgang på 9 pct. i forhold til samme måned sidste år.