Forbud mod fransk madspild handler om sult
Arash Derambarsh, fransk lokalpolitiker og manden bag den lov, der fra juni 2016 gør det ulovligt for franske supermarkeder at smide mad ud, er næsten ikke til at stoppe, når snakken falder på madspild. Han har fået hårde ord med på vejen fra supermarkederne, men han tror stadig 100 pct. på, at forbuddet er et skridt i den rigtige retning.
- Egentlig handler det ikke så meget om madspild, som det handler om sult, siger Arash Derambarsh, da Dansk Handelsblad over telefonen spørger ind til, hvorvidt den nyligt vedtagne lov egentlig rammer de rigtige.
Supermarkederne skal tage kampen op
I Frankrig smides der hvert år over 7,1 millioner ton mad ud. Langt størstedelen af spildet (67 pct) ligger hos forbrugerne, imens supermarkederne står for ca. 11 pct.
Men hvis man spørger ophavsmanden, er det netop hos supermarkederne, kampen skal kæmpes.
Ifølge officielle tal lever 10 mio. mennesker under fattigdomsgrænsen i Frankrig, men Arash Derambarsh mener, at der er mange flere franskmænd, der ikke har råd til tre måltider om dagen. Han var selv en af dem, imens han studerede jura.
- Der findes folk i den øvre middelklasse, der skammer sig så meget over ikke at have råd til både husleje og tre måltider om dagen, at de skjuler det for deres familie og venner. Og imens der er mennesker, der sulter, smider supermarkeder og fødevareproducenter massevis af mad ud. Det er vi nødt til at ændre på!
Arash Derambarshs næste mål er at få loven bredt ud til resten af verden. Lige nu arbejder han på at få både EU og USA til at tage loven til sig.