Forbrugertilliden holder højt niveau

Forbrugere 20. mar 2018 -
This describes the image
Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian Foto: Dansk Erhverv

Helt friske tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugernes humør er næsten uændret højt, hvad angår tilliden til familiens økonomiske situation.

Det samlede tal for forbrugertilliden ligger på 8,5, præcis det samme som i februar og en smule højere end i januar. I de første tre måneder af i år har et i forvejen højt niveau fået et yderligere løft i forhold til et ellers pænt positivt 2017.

Dansk Erhvervs cheføkonom Steen Bocian bliver helt lyrisk i sin beskrivelse af situationen:

- Selvom Danmark har været i dybfryseren den seneste lange tid, så ser vi danskere lyst på den økonomiske situation. Forbrugertilliden var således på et uændret højt niveau fra februar til marts. Et niveau på 8,5 indikerer klart fremgang i det private forbrug. Forbrugerne ser således ikke ud til at være blevet slået ud af kurs af risikoen for konflikt på det offentlige arbejdsmarked eller aktieuroen i starten af februar. Grundlæggende er den høje forbrugertillid et udtryk for at solid jobskabelse, høj reallønsvækst, lave renter og stigende huspriser giver tæt på de perfekte betingelser for øget forbrug, siger han.

I praksis har det dog længe vist sig svært at få omsat den høje tillid i et markant øget forbrug.

- Selvom forbrugertilliden er høj, så er der dog ikke ret meget vækst i det private forbrug – og forbrugskvoten er lav, ikke høj. Der er således meget plads til fremgang i det private forbrug, men vi danskere er her på bagkanten af finanskrisen fortsat meget forsigtige. Det gjorde at forbrugsvæksten sidste år kun blev på 1,5 pct., og med de nuværende indikatorer for detailsalg og dankortomsætning, så ville det ikke være overraskende, om forbrugsvæksten blev i samme størrelsesorden i år, lyder det fra Bocian

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?