Feriepenge på vej – nogle kan ende i dagligvarebutikkerne

Forbrugere 24. mar 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Før-corona-arkivfoto: Ulrik Figen Samsøe
  • Da danskerne fik feriepenge udbetalt i efteråret, lagde danskerne endnu mere i indkøbskurven i supermarkedet

Lige nu står danskerne ikke alene i kø for at bestille tid til frisør eller corona-test. Der er også kø til at få udbetalt de 56 mia. kr., som danskerne har på kontoen med indefrosne feriepenge.

Regeringen forventer, at danskerne vil få udbetalt 22 mia. kr.

I efteråret, da de første feriepenge blev frigivet, hævede danskerne 52 mia. kr., og Danske Bank forventer, at ca. 80 pct. af dem, der har penge stående, vil hæve penge denne gang.

- I oktober løftede feriepengene det samlede forbrug med kort og MobilePay med omkring 8 procentpoint, skriver Danske Bank i et nyhedsbrev.

Omsætningen i dagligvarehandlen er i forvejen øget på grund af corona-restriktioner i andre brancher, men i oktober sidste år fik den et ekstra nøk opad, da feriepengene blev udbetalt.

Danske Bank sammenligner væksten september 2019-2020 med væksten oktober 2019-2020, og den lå 8,8 procentpoint højere i dagligvarehandlen i oktober.

Højest lå den dog i elektronikforretningerne med 40 procentpoint.

- I restaurations- og rejsebranchen så vi derimod ikke et større forbrug, da der umiddelbart inden udbetalingen i efteråret var pålagt yderligere restriktioner, skriver privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm.

Restriktionerne i udespisningen har formentlig været med til at øge salget i dagligvarehandlen, og i denne omgang vil der omvendt ske en begyndende åbning af restauranter og barer – i første omgang med udeservering fra 21. april og indendørs spisning fra 6. maj.

- Der er ingen tvivl om, at feriepengene i højere grad kommer de brancher, der er åbne på udbetalingstidspunktet til gode. Derfor forventer vi også et yderligere løft i detailbranchen i april – ud over det der kommer af yderligere genåbning. Men vi forventer også, at de brancher, der først åbner senere på foråret, får gavn af pengene, skriver Louise Aggerstrøm.

Hun forventer, at de første feriepenge bliver udbetalt inden påske – og altså før første fase af genåbningen.

 

Opdateret 24. mar 2021