Faldet i snapsesalget er ved at stoppe

Forbrugere 22. aug 2016 -
This describes the image
Foto: Colourbox
Skrevet af: Henrik Denman

 

Nydelsen af akvavit og snaps er omgæret af mange traditioner. Forbruget af akvavit og snaps topper således markant ved højtiderne jul og påske.

Men det er ikke det eneste, der sætter sit præg på forbruget af akvavit og snaps. Det gør også den traditionelle målgruppe. Forbrugerne er typisk i den modne alder, mens unge generelt afstår fra snaps og i stedet vælger andre typer spiritus.

Det har i flere år afspejlet sig i salget af akvavit og snaps, men nu ser udviklingen ud til at vende.

Tal fra analysefirmaet Nielsen Danmark viser, at salget af snaps i dagligvarehandlen, opgjort i volumen, gik tilbage med godt fem pct. i 2013-2014, mens det i 2014-2015 blot gik tilbage med 0,6 pct.

Producenterne arbejder målrettet på at få udviklingen til at vende yderligere. I de seneste år er der lanceret mange produktnyheder, der med nye smagsvarianter og innovationer som hjemmelavet snaps i marmeladeglas får nye forbrugere i tale.

Rammer de yngre

Direktør Niels Frost Jensen, der ejer og driver Den Bornholmske Spritfabrik sammen med sin kone, kan sagtens nikke genkendende til, at de yngre forbrugere også vil drikke akvavit, når blot produkterne imødekommer deres smag og behov.

– Vi har fint fat i unge forbrugere, især med vores sæsonakvavitter. Vi har et stort salg af vores Juleakvavit, Påskeakvavit og Sommerakvavit, som man samtidig kan købe hele året, og desuden har vi et fint salg til yngre forbrugere med vores Honningsyp, siger han.

Den Bornholmske Spritfabrik blev etableret i 1994, og dermed blev produktionen af akvavit genoptaget på Bornholm. Niels Frost Jensen siger, at det gode salg ikke blot skyldes de bornholmske turisters interesse for de lokale akvavitter.

– Vi sælger vores akvavitter i hele landet, og vi er inde i dagligvarekæderne, siger han og tilføjer:

– Vi har en kontrolleret vækst. I de sidste 10 år er vores salg steget stille og roligt, men vi holder fast på en jævn stigning, så vi ikke pludselig skal lave store investeringer.

En skarp til morgenmaden

Mange forbinder akvavit og snaps med det kolde danske bord. Men den livgivende drik nydes også af mange til morgenmad – og det er især populært i Nordsjælland, viser tal fra Coop Analyse.

Nordsjællænderne drikker 57 pct. mere snaps til morgenmad end den gennemsnitlige dansker. Lige efter kommer fynboerne, mens det er mindst populært med en skarp til morgenmaden i morgentimerne i København og Aarhus.

På en gennemsnitlig dag drikker én ud af 500 snaps til morgenmad.

Snapsen til morgenmad nydes især af dem, der har rundet 55 år – og det er i modsætning til yngre forbrugere. Mens én ud af 1000 i alderen 35-54 år drikker snaps til morgenmad, gør én ud af 200 det samme i alderen 55-74 år.

Det er desuden mere udbredt med en snaps blandt mænd end kvinder.

Opdateret 10. nov 2020