Dyrere mad trækker inflationen op

Forbrugere 10. feb 2017 -
This describes the image
Foto: John Ehbrecht.

Det er meget længe siden, at fødevarepriserne i butikkerne har flyttet sig så meget på et år, som de gjorde i januar. Det fremgår af helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Efter fire års stilstand er priserne nu steget betydeligt i både december og januar, så fødevarer nu er 2,0 pct. dyrere, end de var for et år siden.

Det er mere end dobbelt så meget som den overordnede inflation, som dog med 0,9 pct. også nåede det højeste niveau længe i januar.

Stigningen fordeler sig bredt på forskellige varer, men bl.a. mælkepriserne ligger væsentligt over niveauet i det meste af 2016.

Set under et er varer steget markant mindre end tjenesteydelser - hhv. 0,4 og 1,3 pct. Dermed skiller madpriserne sig ud som en af de faktorer, der løfter inflationsniveauet.

En del af forklaringen i de stigende forbrugerpriser skal ifølge økonom i Dansk Erhverv, Jonas Spendrup Meyer, findes i, at olieprisen på verdens-markedet nogenlunde har stabiliseret sig efter et turbulent 2016, hvor olieprisen i februar ramte sit laveste niveau i over 10 år.

- At olieprisen nu har stabiliseret sig, dvs. ikke længere falder, påvirker den generelle inflation i en opadgående retning. Vi forventer ikke, at det bliver i år, vi når det normale niveau på 2 pct., men snarere at vi kommer til at ligge i omegnen af 1,5 pct., siger Jonas Spendrup Meyer.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?