Danskernes dagligvareforbrug faldt med 1,8 mia. kr. i 2016

Forbrugere 27. sep 2017 -
This describes the image
Danskernes indkøb af dagligvarer, alkohol og tobak faldt med 1,8 mia. kr. sidste år. Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Hver dansk husstand brugte i snit 347 kr. mindre på indkøb af fødevarer og ikke alkoholiske drikkevarer i 2016 sammenlignet med 2015, viser en beregning foretaget af Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik har på baggrund af en stikprøveundersøgelse blandt 2.194 husstande set på, hvordan husstandenes forbrug fordelte sig sidste år.

Og denne forbrugerundersøgelse viser, at den gennemsnitlige danske husstand på 2,1 personer i alt havde et indkøb af fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer på 36.260 kr. i 2016 mod 36.607 kr. året forinden.

Det mindre forbrug betød, at de 2.686.000 danske husstande i alt brugte ca. 920 mio. kr. mindre på indkøb af fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer i 2016 i forhold til 2015.

Også husstandenes indkøb af tobak og alkoholiske drikkevarer faldt herhjemme.

Fra et årligt indkøb på 7.010 kr. i 2015 til 6.700 kr. per husstand sidste år, svarende til et fald på mere end 4. pct.

Omregnes beløbet til hele landet svarer det til et mindre forbrug på 913 mio. kr.

Dermed brugte de danske husstande samlet 1,8 mia. kr. mindre på fødevarer, drikkevarer, alkoholiske drikkevarer og tobak i 2016 sammenlignet med 2015.

Fødevarer vejer tungt
Selv om de danske husstandes forbrug af fødevarer faldt, vejer indkøb af dagligvarer stadig tungt i danskernes budget. Næst efter boligudgifter er fødevarer således den tungeste udgiftspost.

Hver gang en dansk husstand bruger 1.000 kr. går de 121 kr. i snit til fødevareindkøb, mens 60 kr. går til forbrug af tøj og sko, viser beregningen fra Danmarks Statistik.

Bag tallet gemmer sig større forskelle afhængigt af husstandstyper.

F.eks. bruger de to husstandstyper enlige uden børn og to voksne uden børn henholdsvis 166 og 177 kr. på posten fødevarer, beklædning mv. for hver brugt 1.000 kr.

Husstandene enlige med børn og to voksne med børn har et forbrug af fødevarer, beklædning mv. på henholdsvis 196 og 194 kr. per 1.000 kr., hvoraf de 136 kr. går til fødevarer.

Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse viser desuden, at hver gang en husstand anvendte 1.000 kr. sidste år, gik de 153 kr. til posten fritid, restauranter mv.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?