Danskerne nethandler mere til Black Friday
I USA tramper kunder rask væk hinanden ned for at få fingrene i Black Friday-tilbud. Selv om danske forbrugere ikke bisser på samme måde, er der flere, der vælger at slå kløerne i de gode tilbud fra afstand.
Det samlede Dankort-forbrug for dette års Black Friday slog ikke sidste års rekord. Til gengæld blev Dankortet brugt på nettet som aldrig før. 326 mio. kr. blev det til – en stigning på over 13 pct. i forhold til sidste år, viser tal fra Nets.
- Jeg er glad, men jeg er ikke overrasket. Generelt stiger forbruget mere på nettet end i den fysiske detailhandel, og så et det bare nemmere for forbrugeren at handle hjemme fra sofaen fremfor at stå i kø i de fysiske butikker sådan en dag, siger adm. direktør i Foreningen for Dansk Internet Handel, Niels Ralund.
Læs også: Ingen handelsrekord på Black Friday
Hvor stor en del af de 326 mio. kr., der blev brugt i danske webshops, fremgår dog ikke.
Black Friday-konceptet breder sig fra år til år, så både dagene op til og efterfølgende bliver taget i brug, og det var med til at dæmpe presset på fredagen.
- Det er tydeligt, at Black Friday fortsatte hen over weekenden. Sammenlignet med en almindelig weekend har der været ca. dobbelt så mange transaktioner lørdag og søndag som normalt, siger Thomas Jensen, adm. direktør for QuickPay, der leverer online betalingsservices.
20 dages omsætning
Brancheforeningen for onlinebutikkerne har gjort status over medlemmernes salg på årets indtil videre travleste handelsdag.
Læs også: Store netbutikker melder om kæmpe sort fredagsvækst
Blandt andet melder elektronikkæden Power om en markant vækst i onlineudsalget, som startede allerede torsdag aften.
- Natten til fredag tredoblede vi antallet af besøgende på vores hjemmeside i forhold til sidste år og havde 50 pct. flere transaktioner. For hele dagen omsatte vi online for det, der svarer til mere end 20 dages omsætning. Det er en stigning på 24 pct. i forhold til sidste års Black Friday og ny all-time-rekord for Power, siger Jesper Boysen, direktør hos Power, til FDIH.
Inden for onlinesalget er mobilen blevet mere og mere populær at shoppe på.
MobilePay har oplevet en stigning i antallet af transaktioner på 1100 pct. til dette års Black Friday, og ifølge Thomas Jensen fra QuickPay foregik hvert fjerde køb på nettet Black Friday på mobilen.
- Vores analyser har de sidste år vist en stor stigning i mobilbetalinger, og nu slår Black Friday en tyk streg under, at mobilen snart erstatter kort og kontanter, siger Niels Ralund.
Læs også: MobilePay sætter Black Friday-rekord i online betalinger