Prognose: Danske Bank venter løft i købekraft og forbrugertillid
-
Et lønløft vil få privatforbruget til at stige med 2,2 pct. i 2024, mens forbrugerpriserne vil danse lige omkring 2 pct. de næste to år, forudser Danmarks største bank
En ny prognose over væksten i dansk økonomi fra Danske Bank indeholder godt nyt for både detailhandel og forbrugere. En medvind i dansk detail og dagligvarehandel er nemlig dyb afhængig af forbrugertilliden, og at danskerne får flere penge imellem hænderne.
Og det er lige netop tilfældet i både 2024 og 2025. Her spår Danske Bank, at de private lønninger stiger 5,3 pct. i år og 3,6 pct. i 2025. I samme periode ventes forbrugerpriserne ventes at stige med 2 pct. i år og 1,9 pct. til næste år.
Den højere realløn forventer banken både vil øge danskernes købekraft og styrke forbrugertilliden, der forsat er meget lav.
- Det går bedre for de danske lønmodtagere med at få reallønnen tilbage end i så mange andre europæiske lande, men der er stadig et godt stykke vej. På det private arbejdsmarked er vi cirka to tredjedele af vejen mod at have samme købekraft som i midten af 2021, og vi regner med at nå det punkt i begyndelsen af 2025. Inflationen er lavere end man regnede med, da overenskomsterne blev indgået for et år siden, men vi kan også se, at den faktiske lønstigning ikke helt matcher signalerne fra dengang, siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.
Fremgang for privatforbrug
Meget taler også for at danskerne vil trade op på rundturen rundt i det lokale supermarked de næste år.
Det private forbrug ventes nemlig at stige fra blot 1,3 pct. sidste år til 2,2 pct. i år og 1,7 pct. til næste år.
Forbrugertilliden nåede et absolut lavpunkt i 2022 som følge af den heftige inflation. Siden har forbrugertilliden bevæget i en positiv retning, men den befinder sig stadig på et kriseniveau med en indikator på minus 7,4, viser tal fra Danmarks Statistik.
"Som vi ser det, er der plads til yderligere stigning i tilliden og i tilbøjeligheden til at forbruge indkomsten over de kommende år. I vores prognose har vi kun indregnet en lille stigning i forbrugskvoten, men der er altså en klar mulighed for, at stigningen bliver større", lyder det i prognosen fra Danske Bank.
Samlet set opgraderer banken væksten i den danske BNP til 2,1 pct. i 2024 og 2 pct. i 2025.