Danske Bank: Black Friday skuffede med et fald på næsten fem pct. i detailhandlen

Forbrugere 2. dec 2022 -
This describes the image
Illustration: Nets
  • Salget i dagligvarehandlen viser en stabil kurs ifølge bankens Spending Monitor

Transaktionsdata for omkring én million danskere viser, at Black Friday og den tilhørende Black Week viste tegn på svaghed med flere kategorier, der præsterede under 2021-niveauer i nominelle termer.

Det samlede detailforbrug viste et fald på 4,7 pct. nominelt sammenlignet med Black Week sidste år.

Det viser tal fra Danske Banks Spending Monitor.

- Black Friday skuffede i år, siger Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank. 

Hun tilføjer, at samlet set brugte danskerne 2,5 pct. færre penge på løbende kortforbrug i sidste uge end den samme uge 2021.

- Da priserne i samme periode er steget kraftigt, dækker det med andre ord over et mærkbart fald i forbruget i reale termer. Vi får simpelthen væsentligt mindre for pengene, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Mens salget i dagligvarehandlen overordnet ligger stabilt med mindre udsving og et lille fald i den seneste målte periode, så brugte danskerne 17,1 pct. mindre i elektronikforretninger under Black Week, 15,6 pct. mindre i møbelforretninger og 10,4 pct. mindre i gør-det-selv forretninger.

- Der er ingen tvivl om, at danskernes forbrug lider under de høje priser og en presset privatøkonomi. Derudover skal man ikke undervurdere, at sidste år var præget af et ekstremt højt salg af varer, da danskerne på grund af corona ikke i nær samme grad kunne bruge penge på tjenester – ikke mindst op til jul. Derfor er det heller ikke overraskende, at varesalget skulle ned i forbindelse med Black Friday, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Ved den forrige Spending Monitor-måling konstaterede Danske Bank, at dagligvareforbruget isoleret set ligger på en stabil andel af det samlede forbrug i 2022.

- Tager vi højde for, at priserne er steget betragteligt det seneste år, så er forbruget fraregnet energi i reale termer dykket med 9,8 pct. sammenlignet med oktober sidste år. Noget af det skyldes, at forbruget var forholdsvist højt på denne tid sidste år, men det er først og fremmest et udtryk for, at danskernes økonomi har fået det værre, forklarede Louise Aggerstrøm Hansen.
 

Opdateret 2. dec 2022