Dansk Folkeparti lægger (igen) op til afgiftsændringer

Forbrugere 18. aug 2021 -
This describes the image
Dronefoto: Carsten Lorenzen/Video2web.dk
  • Forhøjelse af tobaksafgiften skal rulles tilbage, og afgifter på grænse-varer skal væk, mener partiet

"Det bliver ikke sundere at ryge, fordi man henter cigaretterne i Tyskland".

Det er en af Dansk Folkepartis begrundelser for at stoppe den afgiftsstigning på tobak, som er vedtaget til at træde i kraft ved årsskiftet – og i øvrigt rulle den seneste stigning på ca. 14 kr. for en pakke cigaretter tilbage.

Partiet er netop udkommet med et udspil om afgifter ”Gakkede afgifter – hvis det ikke kan forklares, skal det ikke forsvares”.

”Den nylige stigning i tobaksafgiften kan ifølge Skatteministeriet føre til en eksplosion i grænsehandelen, som forventes at stige med 1. mia. kr. alene på tobak…Vi ønsker at rulle afgiftsstigningen tilbage med henblik på at dæmpe grænsehandelen og i stedet lave en årlig indeksering af tobakspriserne,” skriver partiet i udspillet.

Derudover vil Dansk Folkeparti sænke afgiften på grænsehandelsfølsomme varer.

”Hvert nat kører mange lastbiler fra Danmark til Tyskland med varer. Dagen efter kobler mange danskere så deres trailer på bilen og henter de samme varer tilbage igen. Det er da skørt, da de samme varer lige så godt kunne være købt i danske butikker, og derved sikret omsætning og arbejdspladser lokalt,” skriver partiet.

Det drejer sig blandt andet om en sænkelse af chokoladeafgift, en reduktion af almindelig afgift på slik og chokolade til nedsat afgift på ting med lavt indhold af tilsat sukker, og en sænkelse af ølafgiften.

Partiet mener, at initiativerne vil reducere grænsehandlen med et milliardbeløb årligt.

Mens grænserne var lukkede af pandemien, steg salget af grænsevarer markant i de danske butikker – ikke kun tæt på grænsen.

 

Thumbs up fra DSK

Dansk Folkepartis forslag vil næppe blive vedtaget, men vicedirektør i DSK, Claus Bøgelund Nielsen bifalder forslaget, der også indeholder en fjernelse af øvrige afgifter - på blandt andet is og produkter, hvor der kun er afgift på dele af indholdet.

Claus Bøgelund skriver blandt andet på sin Linkedin-profil:

”Tak til Dennis Flydtkjær og Dansk Folkeparti for vedholdende at sætte fokus på de "gakkede afgifter", der er på mange dagligvarer.

Hvis et politisk flertal vil følge forslaget fra DF, vil det blive lettere at drive virksomhed (flere afgifter er ret bøvlede!) og gøre en række varer billigere i danske butikker.

Dermed kan man flytte en del af grænsehandelen hjem fra især de tyske butikker til danske butikker.”

 

Opdateret 18. aug 2021