Corona sender danskerne i køkkenet
Coronakrisen sendte mange danskere hjem. Nogle arbejdede, mens andre underviste de hjemsendte børn - hvis da ikke det var nødvendigt både at arbejde og undervise børn.
Alligevel blev der mere tid til at gå i køkkenet. For første gang siden 2015, da Madkulturen begyndte at kortlægge danskernes madkultur, er vores tidsforbrug i køkkenet steget, viser en corona-særudgave af undersøgelsen Madkultur. Undersøgelsen tager hvert år pulsen på danskernes forhold til mad og måltider.
Mens tiden i køkkenet har været jævnt faldende i fem år, skete det modsatte i maj.
Mest markant i undersøgelse er, at hele 27 pct. brugte mere tid på aftensmaden under corona-nedlukningen, end de normalt gør.
Gruppen af danskere, der brugte mere end 45 minutter i køkkenet, blev næsten fordoblet fra 9 pct. til 16 pct., imens de hurtigste, danskere der brugte under 15 minutter på aftensmaden, faldt fra 34 pct. til 26 pct., viser undersøgelsen.
Hele 34 pct. af børnefamilierne lavede oftere mad med de små under nedlukningen end normalt. Og 24 pct. oplevede, at børnene selv gik mere i køkkenet end normalt.
Men der blev også snacket mere: Næsten hver tredje dansker spiste flere mellemmåltider og snacks under corona end normalt. Hver fjerde svarede, at deres andel af usunde fødevarer var højere end normalt, og 16 pct. øgede deres alkoholindtag i forbindelse med aftensmaden.