Corona: Kunder er trygge ved butikspersonale - men utrygge ved andre handlende

Forbrugere 10. mar 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Kristoffer Veggerby
  • Syv ud af ti kunder mener, at butikspersonalet i høj eller meget høj grad overholder corona-restriktionerne om f.eks. afstand og afspritning. Derimod er flertallet langt fra nær så trygge ved andre kunders færden, viser undersøgelse fra Coop Analyse

Skrevet af: Søren Tougaard

Under corona er forbrugerne blevet langt mere opmærksomme på andres færden, når vi køber dagligvarer i butikkerne. 

Nu viser en ny undersøgelse fra Coop Analyse blandt 1000 danskere, at næsten syv ud af ti (68 pct.) mener, at butikspersonalet og butikken i høj eller meget høj grad overholder restriktionerne om f.eks. afstand og afspritning. 

Derimod er det kun lidt over hver tredje (37 pct.), der mener at de øvrige kunder i høj/meget høj grad overholder restriktionerne.

Undersøgelsen viser også, at flertallet af forbrugere har taget rådet om at handle alene til sig. Således var det 68 pct., der tog på indkøb sidste gang.

Benytter engangsmundbind flere gange

Nøjagtigt samme antal benytter også engangsmundbind mere end en gang. 

- Mundbindet er jo et adgangspas til butikkerne. Hvis du ikke har det på, så er det svært at komme ind. Nogle tænker på det som beskyttelse og bruger det som foreskrevet. Men at dømme ud fra undersøgelsen er der en hel del, der tænker, at de jo kun har brugt det på et par hurtige indkøbsture, og så ryger det på igen, siger kommunikations- og analysechef i Coop Lars Aarup.

 

Opdateret 10. mar 2021