Britisk initiativ mod madspild vinder international pris

Forbrugere 24. okt 2018 -
This describes the image
Den britiske organisation Wrap har modtaget prisen som årets partnerskab med initiativet The Courtauld Commitment 225, som vil reducere madspild med 2 pct. Arkivfoto: Jonathan Christensen

Ved det nyligt overståede P4G-topmøde i København blev der uddelt både hæder og millioner til formål, der skal støtte den grønne omstilling og skabe bæredygtige løsninger for hele kloden.

Vinder af prisen P4G State-of-the-art Partnership of the Year blev The Courtauld Commitment 2025, som er et britisk, frivilligt samarbejde for at mindske madspild - ikke ulig Salling Groups initiativ Danmark mod madspild, som Miljø- og Fødevareministeriet siden har overtaget.

- Jeg er begejstret over at vinde så prestigefuld en pris for Wraps arbejde med at skabe betydningsfulde partnerskaber. Jeg tror, dette er en model, som kan implementeres verden over for at bidrage til at nå FN's bæredygtighedsmål omkostningseffektivt, sagde Marcus Gover, adm. direktør i Wrap, om prisen.

Læs også: Alibaba blandt støttemodtagere på internationalt klimatopmøde

Wrap, Waste and Resources Action Programme, er en britisk velgørenhedsorganisation, som siden 2000 har arbejdet med myndigheder og virksomheder for at skabe mere bæredygtigt forbrug.

The Courtauld Commitment-programmet arbejder for at reducere madspildet i Storbritannien med 20 pct. og mindske forbruget af vand i alle produktionsled. Partnerskabet tæller blandt andre Nestle, Arla Foods, Tesco og Lidl.

P4G, eller Partnership for Green Growth and Global Goals, er et dansk initiativ, som vil hjælpe virksomheder med at sætte gang i bæredygtige løsninger.

Med i P4G er indtil videre otte andre lande, blandt andre Chile, Mexico og Sydkorea.

Opdateret 10. nov 2020