Bagere går i kamp for flere elever
Antallet af unge, der vil være bager, er faldet med 22 pct. på syv år, og mange falder fra. Det gør bager svende til en mangelvare.
Nu sætter de private bageres organisation, Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), fokus på udfordringen at skaffe unge til faget – og fastholde dem. Det sker i samarbejde med Dansk Erhverv på en medlemskonference den 7. maj.
- Sammenholdt med en lav søgning til faget, så står vi med en stor underproduktion af svende. Det skal konferencen være første skridt til at rette op på, siger formand for BKD, John Jønsson.
I 2010 gik 484 unge i gang med et praktikforløb som bager, og i 2017 var det tal faldet med 22 pct. til 377, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Udover den manglende tilgang til faget, falder halvdelen af de unge, der går i gang med uddannelse som bager, faget, allerede inden de har afsluttet uddannelsen, og sådan har det ifølge tal fra fagbladet Bager & Konditor og Det Faglige Fællesudvalg været siden 1991. Problemet er ifølge fagbladet bl.a., at de unge ikke ved, hvad de går ind til, når de indleder et ansættelsesforhold hos en bagermester.
På konferencen vil de bagermestre, der har held med at holde på eleverne, dele ud af gode råd, ligesom deltagerne vil modtage en række værktøjer, der kan hjælpe både mestre og lærlinge.
- Vi har brug for at få ændret hele vores tilgang til det at uddanne næste generation. Vi har taget det for givet, at alle har de nødvendige værktøjer til at være den gode læreplads, og derfor har vi måske mistet alt for mange lærlinge gennem årene, siger John Jønsson.
Lægger op til samarbejde
Men det er ikke kun de private bagere, der oplever den manglende interesse for bagerfaget. Dansk Supermarkeds uddannelsesansvarlige, Senior HR Manager Jon Skålerud, deltager i konferencen, da han mener, at der skal fælles fodslag til, hvis de unge skal lokkes til faget.
- Det lave tal skyldes ikke få praktikpladser, men historisk lave ansøgertal til grundforløbet. Det er et problem for hele branchen, da efterspørgslen på faglærte bagere er stor, men antallet af dem for lille. Derfor hilser vi konferencen meget velkommen, siger Jon Skålerud og tilføjer, at Dansk Supermarked længe har arbejdet for, at branchen skal gå sammen om at løse udfordringerne.
- Vores individuelle tiltag tager ikke for alvor livtag med problemet. Der er behov for et større tryk, og det kan bedst opnås ved et fælles, koordineret samarbejde, siger han. Dansk Supermarked har indgået aftale på en række skoler om en praktikpladsgaranti for elever, som koncernen udvælger på grundforløbet.
Coop har ikke problemer med at få de bagerelever, som koncernens butikker har brug for.
- Det er blevet vanskeligere at rekruttere bagerelever. Men vi har også brug for færre i forhold til tidligere, så vi har ikke behov for at gøre en særlig indsats, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.