Dagrofa Foodservice indgår ny stor kontrakt med Compass Group

Foodservice 17. sep 2020 -
This describes the image
Dagrofa Foodservice kommer med det bedste resultat i over fem år. Foto: Dagrofa
Skrevet af: Søren Tougaard

Dagrofa Foodservice, som blandt andet er leverandør til en række Michelin-restauranter, caféer og hoteller, har underskrevet en ny tre-årig aftale med facility management- og foodservicevirksomheden Compass Group.

Der er tale om en af Dagrofa Foodservice’ største kontrakter, og Dagrofa Foodservice vil hermed fortsat være wholesaler af både fødevarer og nonfood til Compass Group.

Parterne har samarbejdet siden 2009, men værdien af den nye tre-årige kontrakt bliver markant forøget, fordi den også dækker en række nye aktiviteter i Compass Group.

- Gennem mange år har vi hos Compass Group Danmark haft et fremragende samarbejde med Dagrofa Foodservice. Når vi nu udvider vores partnerskab, vil det styrke vores nye samlede forretning. For alle vores gastronomer betyder det, at de, udover fortsat leverancesikkerhed, også får adgang til et bredt vareudvalg af højeste kvalitet. Vi glæder os så meget til udvidelsen af vores gode samarbejde, siger Zanne Burø, Managing Director i Compass Group Denmark.

I Dagrofa Foodservice er der stor tilfredshed med, at en af virksomhedens største kunder igen har takket ja til et fortsat samarbejde.

- At Compass Group igen har valgt os og samtidig sagt ja til en markant større aftale, er jeg meget stolt af. Det viser, at vores services, som er bygget op om fleksibilitet, de bedste råvarer på markedet og et stort fokus på bæredygtighed, er en kombination, som kunderne værdsætter. Jeg ser meget frem til at fortsætte og udvikle vores gode samarbejde med Compass Group yderligere de kommende år, siger adm. direktør i Dagrofa Foodservice, Peter Bruun.

Den nye aftale med Compass Group træder i kraft den 1. oktober. Det er aftalt mellem parterne, at de konkrete beløb for den nye aftale forbliver fortrolige.

Opdateret 13. jan 2021

Vil du vide mere?