Unge Rema så op til gamle Irma. Begge har noget at fejre

23. aug 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Dansk dagligvarehandels store gamle dame, Irma, fejrer fødselsdag. Det er der mange kæder, der gør, og nogle af dem kan få fejringen til at vare i mange uger.

Sådan er det ikke for Irma, der nøjes med tre dage fra 21. august. Men hun er nu heller ikke helt ung længere. 133 år bliver hun denne gang.

Med en fødselsdato, der hedder 23. august 1886, er Irma blevet en institution, et ikon, hvis betydning for branchen rækker langt ud over, hvad kædens ret beskedne markedsandel ellers skulle berettige til.

I de 133 år har Irma oplevet både storhedstider og nedgangsperioder. En gang i en temmelig fjern fortid var en Irma på toppen af Amager min egen lokale butik, og det var et stort tab, da den pludselig lukkede for at genåbne som en skuffende discountbutik.

Det var under en af nedturene.

Og selv på opturene er det trods flere forsøg aldrig lykkedes at eksportere københavnernes foretrukne profilkæde til os her vestpå og gøre den landsdækkende.

Men kædens enestående position i østdanskernes bevidsthed har heller ikke været nok til at gøre den usårlig over for de store ændringer i forbrugsmønstrene, som pludselig slår igennem med en vis kraft.

Derfor skal det blive spændende at se, hvordan Irmas nye flagskibsbutik - præsenteret som Københavns mest moderne supermarked - på en renoveret Østerport Station ser ud, når den åbner som en del af fødselsdags-festivitas'en.

Kodeordet er convenience. Færdige måltidsløsninger i et hidtil uset omfang med en såkaldt foodhall og et pop up-gadekøkken. Og meget andet. Men det fortæller vi mere om på dhblad.dk og i næste uges trykte avis.

Med denne uges Dansk Handelsblad følger til gengæld et særligt magasin, der er dedikeret helt til en anden fødselar - eller rettere jubilar.

For tilbage i april var det nemlig 25 år siden, at de to første danske Rema 1000-butikker åbnede i Skive, og grunden blev lagt til de seneste mange års største vækstsucces i dansk dagligvarehandel.

Den historie er værd at dykke ned i, og vi håber, at I finder den værd at læse.

Den norskejede discountkæde ankom i 1994 til Danmark med en ny form for købmandskab, franchise-modellen, i bagagen fra hjemlandet.

Og selv om det i begyndelsen ikke gik nær så stærkt med at etablere butikker, som stifter Odd Reitan den gang drømte om, må man sige, at Rema 1000 siden har taget revanche.

Mens det kan være relativt let at levere høje vækstprocenter, når man er lille, bliver det automatisk sværere at lægge en tocifret vækstprocent oven i større milliardomsætninger - hvert eneste år, mange år i træk.

Når markedet som sådan samtidig stort set ikke vokser, bliver bedriften endnu større.

Og forbindelsen mellem Rema, der kun er 25 år og dermed fortsat ung, og 133-årige Irma?

Jo, Irma har været et af de forbilleder, som Rema 1000's adm. direktør Henrik Burkal har pejlet efter i en tidlig fase af sin tid som topchef. Den begyndte i 2005.

Jeg har ikke kunnet finde den præcise formulering, men det handlede grundlæggende om, at Rema 1000 ville ramme en position hos danskerne som discountkædernes svar på Irma, hvad angik image.

Altså sådan fremstå i en division for sig selv, inspireret af den såkaldte "Blue Ocean Strategy", der var stor i 00'erne. Det, må man sige, er lykkedes.

Med flere butikker og en større udbredelse begyndte Rema 1000 at klatre op ad image-listerne, og for fem-seks år siden nåede Rema i top blandt dagligvarekæderne for første gang.

Siden har kæden kun befæstet den position, og Rema er nu helt oppe i den image-klasse, hvor et nationalt klenodie som Lego hører til.

Tidligere i år toppede Rema for eksempel en Yougov-liste over "varemærker, som danske kvinder har det bedste indtryk af" - netop foran Lego.

Jeg ved ikke, om forbilledet Irma nogensinde nåede noget tilsvarende. Men 133-årige Irma er ved at genopfinde sig selv i en ny udgave, der matcher 2020'erne. Det bliver spændende at følge.

Opdateret 10. nov 2020