Her midt inde i februar måned er der knap så længe til, at vi kan begynde at viderebringe nogle af de første salgs- og regnskabstal for det for længst overståede 2016.

Bliver det spændende og uforudsigeligt?

Måske.

Der er temaer nok: Har discountkæden Aldi og købmandskoncernen Dagrofa fået nedbragt deres store underskud fra de seneste år? Og i givet fald - hvor meget? Har Coop Danmark haft held til at øge overskuddet med 100 mio. kr., som det var målsætningen? Og hvor stort blev underskuddet i Coops discountkæde Fakta sidste år? Er væksten helt forsvundet i Dansk Supermarked Group - eller ligefrem blevet negativ? Og har vi af samme årsag noget stort nyt på vej fra landets største detailhandler? Ingen tror vel på, at Per Bank & Co. bare sidder på hovedkontoret i Årslev udenfor Aarhus og venter på, at væksten vender tilbage af sig selv. Desuden: Kan Rema 1000 fastholde en vækstprocent tæt på de 10, som kæden har været vant til i årevis, når omsætningen har rundet et tocifret milliardbeløb, og den samlede discountvækst er faldet til det laveste niveau i mange, mange år?

Ja, svarene vil dukke op drypvis i de kommende uger og måneder - efter alt at dømme netop med Remas vækst som noget af det første. Og i marts og april får vi nok den ene årlige mulighed for en kontrolleret status over formkurven for alle de fire største koncerner i den hjemlige dagligvare-dam.

Efter min smag er det en noget sløj afrapportering.

Man skal f.eks. bare over på den anden side af Øresund for at få forholdsvis detaljerede salgstal for alle markedsleder ICAs kæder en gang om måneden. Mindre kunne dog også gøre det. Men vi har som bekendt ingen børsnoterede selskaber i branchen i Danmark, og med de nuværende ejerforhold er der ingen, der kræver hyppigere information. Der er heller ingen af virksomhederne, der af sig selv føler behov for at afrapportere lidt mere end den ene gang om året. Når det sker så sjældent og så sent, er der åbenlys risiko for, at tallene er blevet så gamle, at de mest af alt er historie for dem, der offentliggør dem.

Til den tid har de jo kendt grundtrækkene længe, og dagsordenerne har flyttet sig. Jeg er i min journalisttid mere end én gang stødt på topchefer, der ”meget hellere vil se fremad end tilbage”, når jeg har spurgt til regnskabstal, der er op mod et halvt år gamle. Og det kan man jo sagtens forstå - især hvis tallene er af den slags, man som hovedansvarlig helst vil glemme.

Det hjælper bare ikke.

Når I gemmer tallene så grundigt så længe, bliver det jo en del af jobbet at stille op og forholde sig til et stykke fortid i form af et årsregnskab.

Her på bladet glæder vi os bare til at se dem!