Marts blev en måned med hamstring, håndsprit, hjælpsomhed og holdånd. April bød på ekstra påskeåbent, positionering og fortsat profilering af landets dagligvaregiganter. Maj stod i genåbningens tegn, dog uden grænserne.

Og juni? Bliver det en måned med glemsel, hvor hele årsagen til den største samfundsmæssige omvæltning i nyere tid forsvinder lidt i tågerne - og efterlader Danmark og en stribe andre lande med kun de økonomiske tømmermænd?

Eller er det for alvor blevet tid til ”hævnforbrug”?

Jeg er først for nylig stødt på det ord, der lige som corona-virussen selv kommer udefra. Alt tyder på, at det også kan være et nyt udtryk for flertallet af landets CBS-uddannede, for det er i hvert fald en ny måde at bruge den engelske originaludgave ”revenge spending” på.

Så vidt jeg har kunnet opspore, stammer udtrykket oprindeligt fra privatøkonomien, hvor den ene part i et parforhold pludselig brillerede med en større anskaffelse, der hverken var aftalt med - eller til glæde for - partneren.

Så måtte den anden part naturligvis hævne sig ved at købe noget lige så stort til sig selv. Det er da en helt fremragende retfærdigheds-logik.

Men her efter corona-nedlukningen har ordet hævnforbrug skiftet betydning. Nu handler det i stedet om det forbrug, som har haft meget svære vilkår under samfunds-nedlukningen - altså en slags ophobet lyst til at forbruge, som nu har langt friere tøjler under genåbningen.

Det er en ganske anden slags hævn. Mere samfundsnyttig.

I Covid-19’s oprindelsesland Kina skulle den form for hævnforbrug lige frem være det, som landets styre satser på i genoplivningen af økonomien. Der er formentlig en vis effekt at hente - og måske i endnu højere grad i et land som Danmark, hvor tilliden til, at myndighederne ikke skjuler reelle smittetal, alt andet lige må være højere, end den er i Kina.

Faktum er, at lige som forbruget faldt brat midt i marts, da Danmark lukkede ned, ser det tilsyneladende ud til at være steget betydeligt i takt med de mange flere forbrugsmuligheder, der nu er vendt tilbage. Til gavn for samfundsøkonomien.

Men kan hævnforbrug stå alene som den løftestang for samfundsøkonomien, der er brug for? Næppe.

Man kan sagtens forestille sig, at det store flertals privatforbrug hurtigt kan lande på et niveau som før coronakrisen - men det skal endnu højere op for at rette op på to-tre måneders tab.

Og dertil kommer, at det voksende antal arbejdsløse ikke har noget nævneværdigt at ”hævne” sig med.

Blandt de utallige forslag til en kickstart af dansk økonomi, der florerer for tiden, er en af favoritterne blandt økonomer at lade ekstra penge strømme ud til dem, der har mindst - for så er chancerne størst for, at de nok skal blive forbrugt.

Den logik kan jeg sagtens forstå, selv om jeg ikke kan prale med en økonomi-uddannelse.

”Har du penge, så kan du få. Men har du ingen, så må du gå”, som det hedder i den gamle børneremse om bageren i Nørregade.

Mit bud er, at hævnforbruget nok skal komme oveni under alle omstændigheder - hvis altså ikke smittetallene pludselig begynder at vokse igen. Og det bliver efterhånden sværere og sværere at tro, at det skulle være et realistisk scenarie. Tak for det!