Formanden for DI Fødevarer, adm. direktør Jørgen Dirksen, opfordrede på sin organisations årsmøde i sidste uge fødevareministeren til at indføre et nyt gebyr...

Ja, et nyt gebyr! Du læste rigtigt, desværre!

Ikke et nyt gebyr på industriens produktion, hverken råvarer, emballage eller miljøbelastning, men et gebyr på den fødevarekontrol, som sker i detailhandlen...

Ja, du læste rigtigt; et gebyr, som vi – leverandørernes kunder - kun kan betale med vore kunders penge, altså forbrugernes.

Skomager bliv ved din læst

Så langt kan vi, leverandører og detailhandel, formentlig blive enige, at der i sidste instans kun er forbrugerne til at betale forøgede omkostninger som gebyrer til det offentlige. Men vi i detailhandlen blander os altså ikke i, hvordan offentlige gebyrer bør fordeles i produktionsleddet – og synes sådan set, at leverandørerne heller ikke skal blande sig i fordelingen af gebyrer i detailleddet. Skomager bliv ved din læst. Så er det både sagt og skrevet!

Årsmødet i DI Fødevarer blev holdt under overskriften ”Nye veje for fødevareindustrien - Hvordan skaber man vækst i en verden med flyvske forbrugere og politisk usikkerhed?”

Det gør man, efter min mening, ikke ved under overværelse af politikere, embedsmænd og journalister at spille ping-pong om Fødevarekontrollens gebyrer. Og slet ikke med den begrundelse, som jeg hørte på årsmødet, nemlig at leverandørerne jo er utilfredse med de betalingsbetingelser, som de store dagligvarekoncerner byder de store leverandører.

Berømte og berygtede årsforhandlinger

Jeg har gudskelov aldrig deltaget i de nok så berømte og berygtede årsforhandlinger mellem leverandører og grossister, så jeg kender ikke ”stemningen”, men uanset resultaterne burde det ikke få os til i dagligvarebranchen at give politikerne ”gode” råd om at pålægge samarbejdspartnere øgede omkostninger. Det fremmer i hvert fald ikke den gode stemning.

Og hvad det substantielle indhold i DI Fødevarers misundelse angår:

Detailhandlen betaler til fødevarekontrollen afhængig af belastning på den ganske fornuftige adfærdsregulerende måde, at det normale tilsyn – som butikkerne måske bliver udsat for en enkelt gang om året – er gratis, medens der betales for evt. opfølgende besøg og besøg, som rekvireres i forbindelse med forhåndsgodkendelser m.v.

Nej til ommøblering mellem produktion og detail

Produktionsvirksomhederne betaler for den løbende kontrol – helt afhængig af det behov, som fødevarekontrollen fastlægger ud fra en risikobetonet branchevurdering. Hvis DI Fødevarer er utilfreds med denne behovsvurdering, må man tage en snak med myndighederne herom – og man er velkommen til at lade sig inspirere af detailhandelsmodellen, men ikke til at ommøblere mellem produktion og detail.

Alt andet lige er det vel også det bedste for både fødevaresikkerhed og eksport, at kontrollen sker så tidligt i fødevarekæden som muligt, hvorefter omkostningerne må afspejle sig i prisen. Som så meget andet!