Fra 1. april 2020 finder nye EU-regler om oprindelsesmærkning af primære ingredienser i fødevarer anvendelse. Det er allerede nu vigtigt, at fødevarevirksomheder begynder at tilpasse deres produktion herefter.

Reglerne er relevante for virksomheder, der frivilligt oprindelsesmærker deres fødevarer, og hvor den primære ingrediens’ oprindelsesland eller herkomststed er et andet end fødevarens.

Hvad er oprindelsesmærkning?

Oprindelsesmærkning er, når en virksomhed indikerer, at en fødevare er af en bestemt oprindelse. Oprindelsesmærkning kan fremstå på mange forskellige måder. For eksempel kan fødevaren være påført illustrationer i form af flag eller andre nationale kendetegn, f.eks. den lille havfrue eller Eiffeltårnet.

Også logoer, symboler og geografisk lokalitet i varebetegnelsen kan indikere en bestemt oprindelse.

Dog anses ikke alle antydninger af en bestemt oprindelse for at være en oprindelsesmærkning. Det er for eksempel tilfældet med varebetegnelser som franske kartofler eller russisk salat, der er så indarbejdede, at forbrugeren ikke forventer, at salaten er russisk.

Oprindelsesmærkning er for visse typer af fødevarer obligatorisk gennem særligt fastsatte regler og handelsnormer. De nye regler om oprindelsesmærkning af primære ingredienser gælder kun i de tilfælde, hvor virksomheden har angivet oprindelseslandet for fødevaren frivilligt, eller hvis angivelse heraf er påkrævet, fordi en udeladelse vil kunne vildlede forbrugeren.

Fødevarens primære ingrediens

Den primære ingrediens er en ingrediens, der udgør mere end 50 pct. af fødevaren, eller som forbrugeren typisk forbinder med varebetegnelsen, og som i de fleste tilfælde skal mængdeangives.

I praksis kan det være vanskeligt at afgøre, hvilke af flere ingredienser, der er den primære ingrediens eller de primære ingredienser, særligt når det kommer til sammensatte fødevarer.

Det afgørende er, hvilke ingredienser forbrugeren har det største behov for at modtage information om. Hvis en pizzas varebetegnelse er ”pepperonipizza”, så skal pepperonien mængdeangives, og pepperonien vil dermed anses som den primære ingrediens.

Den primære ingrediens’ oprindelsesmærkning kan angives på flere forskellige måder. Reglerne spænder her bredt, idet kravet om oprindelsesmærkning kan imødekommes ved at angive den specifikke medlemsstat, tredjeland, eller region.

I stedet kan det for eksempel også angives, om primæringrediensen er fra ”EU” eller ”Ikke-EU”.

Ønsker virksomheden blot at erklære, at oprindelseslandet eller herkomststedet for den primære ingrediens er et andet end for fødevaren, er dette også muligt.

For at opfylde informationsbehovet hos forbrugeren stilles der krav om, at oplysninger om oprindelse skal anføres på en måde, der er let synlig, letlæselig og, hvis det er relevant, så det ikke kan slettes. Der gælder herudover specifikke krav til blandt andet skriftstørrelse og placering.

Lempeligere tilgang fra EU

EU’s mærkningsregler er udarbejdet af hensyn til fødevaresikkerheden, herunder for at give forbrugerne adgang til informationer, der gør dem i stand til at træffe oplyste valg om de fødevarer, de indtager.

Det er min vurdering, at der med de nye EU-regler er lagt op til lempeligere krav til oprindelsesmærkning, end tilfældet er med de eksisterende krav.

Dette ses blandt andet med de valgmuligheder, som virksomheder har for angivelse af primæringrediensens oprindelse.

Alt afhængig af den enkelte markedsføring, mener vi dog, at Fødevarestyrelsen i konkrete tilfælde godt vil kunne komme frem til, at brug af mere upræcise angivelser om oprindelse, for eksempel ”EU”/”Ikke-EU”, kan være vildledende for forbrugeren.

For fødevarevirksomheder er der således visse udfordringer forbundet med vurderingen af, om mærkningen er tilstrækkelig oplyst for forbrugeren. Den samlede mærkning og markedsføring må her tages i betragtning som en helhed.