Retaileksperter ynder at berette om betydningen af ændringer i forbrugeradfærden for butikkernes serviceniveau og udvalg. Nødvendigheden af at møde forbrugerens forventninger er da også indlysende, og det får både producenter og detailhandel til at holde sig på dupperne for at tilpasse sig markedet, differentiere sig fra konkurrenterne ved ramme de lokale præferencer for smag, konsistens, pris mv.

Mindre indlysende er det derfor, at forbrugerne nu ikke længere gennem deres valg af indkøbssted og produkter skal afgøre, hvordan sortimentet sammensættes.

Det skal i stigende grad reguleres politisk. Flere EU-parlamentarikere – især fra de østeuropæiske lande – har besluttet sig for, at der skal reguleres mod forskelle i produkter – såkaldt ”Dual Quality”.

Forklaringen er, at visse landes borgere skulle blive spist af med varer, som er af en anden (ringere) kvalitet end varer, som kan købes i andres landes butikker. De mener f.eks., at en Coca-Cola eller Sprite købt i Warszawa er af dårligere kvalitet end ”samme vare” købt i København.

De foreslår derfor, at alle mærkevarer skal være identiske i hele EU eller alternativt, at de skal markedsføres under forskellige brands. Der er mange gode grunde til, at produkter varierer fra land til land. Eksempelvis vil forskelle i lokal vandkvalitet i sig selv medføre forskel på sodavand produceret forskellige steder ligesom lokale smagspræferencer fx sødme naturligvis vil påvirke produktet.

Og hvem skal i givet fald beslutte hvilken Coca-Cola, som er den ”rigtige”? Det kan vel ikke være den amerikanske, for den er produceret efter andre regler. Så er den ”rigtige” den franske, tyske eller polske? Eller skal vi nu have en EU-Coca-Cola – godkendt af bureaukrater? Nej vel - vi må holde fast i, at det er butikker og fødevareproducenter, der har serveretten ift. til at lancere og udvikle produkter, som svarer til forbrugernes efterspørgsel – naturligvis på baggrund af fødevareregler, som er ens for hele EU.

Carlsberg bliver heller ikke kun produceret i Danmark, og kan derfor også have forskelligt alkoholindhold i forskellige lande, hvilket f.eks. kan hænge sammen med traditioner og smagspræferencer. En Carlsberg pilsner i Danmark har eksempelvis 4,6 pct. alkohol, mens den som er tilpasset til det belgiske og rumænske marked med en alkoholprocent på 5. Får danskerne så ”dual quality” og derfor en ringere Carlsberg pilsner?

Forbrugerne skal sikres vished for varernes indhold gennem trygge fødevaremærkningsregler, som er tilpas stramme og sikrer, at det fremgår af ingrediensmærkningen, hvad der er i produktet. Forbrugeren kan dermed orientere sig om produktet på et oplyst grundlag.

Kommissionen har afsat 7,5 mio. kr. til at udvikle en fælles test-metodologi og yderligere 7,5 mio. kr. til test i de relevante medlemslande. Endda på trods af, at hverken producenter eller butikker bestrider at indholdet i varerne kan være forskellige – men det har de jo selvfølgelig også allerede deklareret på direkte på varen.

Meget detaljerede politiske indgreb er tilsyneladende i høj kurs i øjeblikket, men ”Dual Quality”-debatten er et eksempel på et område, hvor EU skal sige nej til at regulere. Helt grundlæggende må det være op til forbrugerne at beslutte, hvilke (lovlige) produkter, som de vil købe. Hvis de ungarske forbrugere er utilfredse med den Nutella, som de kan købe lokalt, så kan de lade være med at købe den eller fortælle producenterne eller butikkerne, at de vil have noget andet.

Detailregulering vil hverken øge innovation, vækst eller dynamik i EU - så det er desværre et forkert spor EU er ved at slå ind på - og det har vi tænkt os at fortsætte med at sige til den danske regering og i Bruxelles.