Madspildskampen når nye højder
Ferien er forbi, hverdagen begyndt. Silende regn har meget symbolsk afløst en tilsyneladende endeløs sol- og tørkesommer.
Og nogenlunde samtidig er en foreløbig dagsorden blevet sat for dagligvarehandelens efterårssæson, da Salling Group sammen med en gruppe større leverandører gik ud med en ambitiøs plan om at halvere madspildet inden 2030.
Projektet 'Danmark mod madspild' blev lanceret som intet mindre end 'et nationalt initiativ', og i en ellers ret nyhedsfattig tid fik det pæn dækning i medierne.
Ansvarlighedsinitiativer er for længst blevet et nyt konkurrenceparameter i dagligvarehandelen - og hvem kan have noget imod, at kæderne kappes om at gøre mest godt for samfundet?
Det er lige så selvindlysende klart, at det i en branche, der lever af at sælge fødevarer, giver ualmindelig god mening at nedbringe et omfattende spild af god, spiselig mad.
Overfloden og frådseriet i det danske samfund blev især tydeligt efter den forbrugsfest midt i 00'erne, der sluttede med et brag med finanskrisen for snart præcis 10 år siden.
Og det var ikke et kønt syn.
Under nyt ejerskab og det nye navn Salling Group arbejder det tidligere Dansk Supermarked nu ihærdigt på at bringe sig på omgangshøjde - og allerhelst forbi - konkurrenterne på et felt, hvor danskernes opfattelse af landets største detailvirksomhed ikke er helt oppe at ringe.
Sallings forbrugerejede ærkerival Coop Danmark har en over 150-årig tradition for at tage samfundsansvar, og franchisekæden Rema 1000 fører suverænt an i kædernes kamp mod madspild, hvis man spørger til danskernes opfattelse.
Det viser en nyere måling, som Kantar Gallup har lavet for græsrodsbevægelsen Stop Spild Af Mad i forbindelse med dens 10 års fødselsdag.
Stop Spild Af Mads medvirken som samarbejdspartner er blevet en uomgængelig blåstempling af initiativer på området, og stifter og talsperson Selina Juul er aktiv her og der og alle vegne - hun formår tilsyneladende at navigere frit mellem de konkurrerende kæder.
Stop Spild Af Mad er naturligvis også med i det nye Danmark mod Madspild - sammen med Fødevare- Banken.
Andre 'specialister' som madspildsapp'en Too Good to Go og Weefood er til gengæld ikke.
2030 - året, hvor Salling Group og 11 leverandørvirksomheder skal have halveret spildet - ligger temmelig langt ude i horisonten, men det lægger imidlertid et vist pres på konkurrenterne, når partnerne lover at offentliggøre tal for spildudviklingen.
Det er dog ikke første gang, at det er sket, og på LinkedIn kunne Salling Groups adm. direktør, Per Bank, ikke undlade at sende en polemisk stikpille af sted mod konkurrenterne.
”Konkrete tal for madspild lagde vi frem for et par år siden, vi forventede dengang, at andre fulgte trop og fremlagde deres tal, men det skete desværre ikke", skriver han.
Her på Dansk Handelsblad kunne vi i parentes bemærket godt ønske os, at både Salling Group og konkurrenterne delte mange flere tal med omverden.
Som det fremgik af et interview med Selina Juul i Dansk Handelsblad før sommerpausen i anledning af madspildsbevægelsens 10 års jubilæum, var det meget opad bakke i de første år.
Det var også dengang, at nogle af Rema 1000’s købmænd var lidt trætte af, at de blev pålagt at sælge bananerne stykvis, så omsætningen af en af butikkens mest sælgende varer faldt.
Den tid er så sandelig forbi.