Hvem profiterer mest på den nye normal?

Debat og Kommentar 21. okt 2021 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • Leder af ansvarshavende redaktør Jesper Veber Knudsen

Alle danske dagligvarekæder elsker forbrugerne.

Kærligheden er dog langt fra altid gengældt. Tyskejede Aldi er det måske bedste eksempel på, hvor længe et negativt image kan klæbe til en kæde, selv om det ikke længere svarer til virkeligheden ude i butikkerne. Og måske ikke har gjort det i flere år.

Norskejede Rema 1000 er i den stik modsatte situation, hvor det er lykkedes med relativt beskedne midler at få den gensidige kærlighed til at gro i årevis. I denne uge igen bekræftet i YouGovs seneste imagemåling. Det er blevet til en selvforstærkende god spiral af popularitet, som har gjort Rema særdeles robust over for stød af forskellig slags.

Som nu i år, hvor der i den grad er gået grus i ekspansions-maskineriet. Uden det sædvanlige tocifrede antal nye Rema-butikker bliver det vanskeligere igen at levere høje vækstprocenter. Samtidig er Rema lige som alle andre dagligvarekæder oppe mod usædvanligt stærke omsætningstal i coronaår ét – 2020.

Remas få nye butikker er formentlig en del af baggrunden for, at Salling Groups topchef Per Bank - så vidt vi ved - er sluppet for at blive modsagt, når han på Linkedin hævder, at Sallings markedsleder Netto er den eneste discountkæde, der har vundet markedsandele i år - coronaår nummer to.

Nu har jeg gang på gang på denne plads harceleret over den lukkethed i branchen, der hersker omkring markedsandele. Lige meget har det hjulpet.

Så vi kan ikke selv tjekke Banks udsagn af. Men vi ved, at især i den første del af året har discountsegmentet været trængt i defensiven. Det er uvant. Både de små butikker, købmænd og kiosker, og de helt store varehuse havde klaret sig bedre end discount efter de første syv måneder af 2021.

Der ligger to forskellige corona-relaterede historier bag: Varehusene havde kronede dage i vinter som de eneste fysiske butikker med licens til at sælge nonfood. Og mange små butikker har været gavnet af køb lokalt-bølgen, der tilsyneladende fortsætter. Dertil kommer, at danskerne igen i år holdt sommerferie herhjemme.

I denne udgave af Dagligvarehandlen stiller vi skarpt på, hvor forbrugerne vil bevæge sig hen, når det ikke længere er corona-restriktioner, der dikterer markedsudviklingen. På den anden side lurer en slags ”ny normal” – der næppe bliver så radikalt anderledes, som det tegnede til, da vi var allermest nedlukkede og pandemien en ny og ukendt faktor.  

Fortsat vækst i onlinehandel og plantebaseret mad er ingen sensationer. Det vil det i højere grad være, hvis det at handle lokalt for alvor bliver en holdbar trend. Dagrofa-koncernen satser det meste af butikken på, at det sker - med et nyt løfte om at etablere borgerbutikker i samfund med helt ned til 600 indbyggere.

Måske kan mange års afvikling virkelig vendes til ny udvikling på landet.