Gør plads til fremtiden

Debat og Kommentar 7. jul 2021 -
This describes the image
Foto: Gaztro
  • I mange år har foodservicebranchen været spået en strålende udvikling. Forudsætningerne er netop nu i udpræget grad til stede

Skrevet af: Redaktionen

Holdt genåbningen hvad den lovede? Kom gæsterne retur i det forventede omfang? Eller havde coronarestriktionerne den frygtede konsekvens for driften af dit spisested? Svarene er sikkert mange. For der har individuelt været stor forskel på, hvad genåbningen har betydet af udfordringer og muligheder. Og en lang række spisesteder, kantiner og personalerestauranter er fortsat nedlukkede og ser umiddelbart ind i en uvis fremtid, indtil efter sommerferien.

Forskellen på en trussel og en mulighed er, hvornår du får øje på den

Vi er dog, med en vis sandsynlighed, på vej ud på bagsiden af pandemien. Med udsigt til et opsparet behov for at blive beværtet. Og udsigt til kommende generationer af voksne, uden tidligere generationers madlavningstradition og -erfaring. Lægger vi dertil et stadig stigende antal singlehusholdninger og forventet øget velstand, så kræver det ikke den store krystalkugle at komme med et bud på, at foodservicebranchens udviklingspotentiale ser lovende ud. Måske ser udviklingspotentialet endda mere lovende ud, end det gjorde, før vi lærte at sige Covid-19.

Rettidig ildhu

Det er nu, man skal finde passionen, dedikationen og interessen frem. For de mange gæster, kunder, klienter, patienter, spisende eller logerende, man kan gøre sig håb om at gøre en forskel for i fremtiden. Man skal stå på tæer, gøre sig umage og øve sig på det gode værtskab, den smagfulde menu, den gode kunderejse, de skarpe tilbud eller den nærende kost. Og man skal gøre det målrettet. Ikke for sjov, eller fordi andre siger man skal gøre det. Uanset, om du er båret af et ønske om at gøre fremtiden mere bæredygtig, at tjene flere penge eller at give dine gæster store madoplevelser, så gør det med vilje. Lad dig styre af en brændende ambition, frem for en brændende platform.

Udfordr vanetænkningen

Det kan betale sig at udfordre sig selv og den måde, man hidtil har anskuet verden på. Og gør det hellere i dag, end i morgen. Mens markedet er turbulent og uforudsigeligt. Mens naboen fokuserer på manglende omsætning i firmakantinerne på grund af medarbejdere, der fremadrettet arbejder hjemmefra to dage om ugen. Eller mens kollegaerne endnu engang slås med grossisten om, hvor store rabatter de kan tilkomme efter corona, når de nu ikke har opfyldt kriterierne for den hidtidige bonusaftale i hverken 2020 eller 2021.

Redefinér din forretning – ’plejer’ blev ramt af corona

Begynd gerne i det små. Vær nysgerrig og udfordr dig selv. Kør en ny vej til arbejde – gerne en omvej. Vær åben for nye løsninger, eksempelvis digitale værktøjer. Alt er i spil efter corona, branchen bliver aldrig den samme igen, så hvorfor ikke være med til at definere den på ny? Fremtiden er ikke et sted, du går hen, men noget du skaber. Og den kommer, uanset om man stritter i mod. Så man kan lige så godt prøve at få indflydelse på den.

Opdateret 7. jul 2021