Der skal normalt ret så meget til at provokere mig, men det gjorde dette billede af den overenskomstaftale med tilhørende alenlange bilag, som DI og Dansk Metal offentliggjorde, da de ultimo februar indgik det såkaldte gennembrudsforlig.

Lønrammen betragtes af de fleste som både nødvendig og ansvarlig. Så langt, så godt!

Traditionen tro skal der også lidt sukker til, for at en sådan aftale kan glide ned ved en urafstemning hos lønmodtagerne, så pensionsforbedringer, udvidet barselsorlov osv. er også velkendte størrelser.

Og det hele bliver jo ikke mindre, når regeringen er kommet helt galt afsted med en afskaffelse af St. Bededag.

Men – og der er altså et meget stort MEN – det er og bliver ikke fair over for landets arbejdsgivere (og medarbejderne i de fleste mindre- og mellemstore virksomheder som f.eks. købmændenes butikker), at gældende overenskomster år for år skal svulme med ikke bare de traditionelle overarbejdsbetalinger og genetillæg, som for manges vedkommende hører en anden tid til, men også med diverse fritvalgskonti, uddannelsestilskud osv. osv.

Vores eget ansvar

Når virksomhederne med rette klager over administrative byrder, har jeg tit tænkt på, hvad myndighederne har ansvar for – moms, skat, Danmarks Statistik m.m. - og hvad vi selv i erhvervslivet må påtage os et medansvar for, nemlig de fortsat mere og mere uoverskuelige overenskomstaftaler.

De fleste af os er stolte af ”Den Danske Model” (jeg skrev selv tilbage i 1986 en bog med denne titel og tilføjelsen ”en bog med Palle Simonsen”, som var en hyldest til den daværende finansminister og samarbejdet mellem de borgerlige regeringer og arbejdsmarkedets parter om Danmarks økonomiske genopretning). Modellen er al ære værd, men som andre ældre modeller kan den trænge til et nærmere eftersyn og vedligeholdelse.

Gang på gang klager købmænd, bagere og slagtere, håndværkere og andre små og mellemstore virksomheder over, hvor administrativt byrdefuldt det er at have medarbejdere på overenskomstmæssige vilkår. Det er sjældent selve lønomkostningen, der opfattes som det største problem, men udregningen af lønnen med diverse tillæg, arbejdstilrettelæggelsen, ferieplanlægning osv. opfattes som ekstremt tidskrævende. Hvor de fagligt dygtige arbejdsgivere hellere ville give en hånd med på arbejdspladsen, motivere medarbejderne og betjene kunderne.

Festtaler

Den danske model risikerer at tage livet af sig selv – i hvert fald i forhold til store dele af arbejdsmarkedet – hvis man ikke tager advarslerne alvorligt. Det nytter i længden ikke, at man kun ved festlige lejligheder taler om at begrænse de administrative byrder for virksomhederne.

Fremtidens lønmodtagere har måske også andre forventninger til deres arbejdsplads end uoverskuelige rettigheder, som det kræver store HR-afdelinger at nyde godt af – både for arbejdsgivere og lønmodtagere. Her er ægte fleksibilitet fra begge parter og – ikke mindst – et ”purpose” vigtigere.

Knopskydninger

De seneste årtiers overenskomstforhandlinger har bibragt overenskomsten knopskydninger, som ikke handler om at sikre lønmodtagerne grundlæggende gode arbejdsforhold. Min påstand er, at man stille og roligt undergraver den danske model med ordninger, som skævvrider konkurrencen mellem store og små virksomheder, og som cementerer – og finansierer – en del af driften af arbejdsmarkedets parter. Men det var vel i virkeligheden ikke det, der var formålet med at have repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere…

Når det er sagt - i håb om et andet fokus ved næste overenskomstfornyelse, som jeg har ønsket det i mange år – skal også fra mig lyde et stort TILLYKKE med overenskomstfornyelsen i denne svære tid, hvis den altså kommer i hus. Hvis den ikke gør, så er det ikke i denne omgang parternes skyld. Den må regeringen påtage sig – i givet fald.

John Wagner, bestyrelsesmedlem og politisk kommentator