Farvel og næsten ingen tak, corona

Debat og Kommentar 10. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • Leder af ansvarshavende redaktør Jesper Veber Knudsen

Fredag den 10. september er noget af en mærkedag.

Mens mange andre lande – selv corona-mønsterlandet Norge – for tiden kæmper med høje smittetal, er det dagen, hvor vi her i Danmark kan fejre, at alle corona-begrænsninger er væk. Det kalder da på champagne, mindst!

Pludselig er det gået forbavsende stærkt med at forvandle et restriktivt regime til helt almindelig hverdag – næsten som vi kender den fra tiden før 11. marts sidste år.

Kina-kenderen Christina Boutrup har detaljeret beskrevet, hvordan hun som ny TV2-korrespondent i Kina måtte gennemgå en tre uger lang isolation i karantæne, før hun slap ud i samfundet. Trods fuld vaccination og negativ coronatest. Sådan kan det totalitære system gøre i pandemiens oprindelsesland, hvor der bliver ført nultolerance-politik over for alle smitte-tilløb. Virkelige eller tænkte.

Set i det lys har vi kun grund til føle os ekstra frie.

Afskeden med restriktionerne herhjemme bliver nok også et farvel uden garanti for, at vi ikke også risikerer et ”på gensyn”. Mere pessimistisk indstillede forskere løfter advarende pegefingre og minder om, at der kan komme endnu mere aggressive og smittefarlige mutationer.

Men som er det er lige nu ved deadline for dette blad, er både smittetal og -procenter igen på vej ned. Alt i alt ligner det unægtelig et passende tidspunkt for en status på halvandet år i coronaens tegn.

For vi kan ikke komme uden om, at dagligvarehandelen har været en af coronakrisens få vinderbrancher.

Efter over et år med vækst og rekordhøje omsætningstal for det store flertals vedkommende har der først de seneste måneder været grund til at sænke armene. Den uventede corona-vækst har været særdeles velkommen, for i mange, mange år inden 2020 lykkedes det ikke branchen at øge markedet nævneværdigt.

Men den højere omsætning har med en medfølgende højere indtjening mange steder skabt et grundlag for at investere mere, end man ellers ville have taget sig råd til.

Dermed vil der være mange butikker rundt omkring, som er bedre rustet til den nye normal, vi er på vej ind i - og til konkurrencen i det hele taget.

Tager vi lige en tur op i helikopteren, er vi stadig i en uvis overgangsfase med masser af ubalancer i den globale økonomi. Læs bare kommentaren herunder. Nogle af ubalancerne er formentlig forbigående. Andre kommer til at tage toppen af dagsordenen længe.

I denne udgave af Dagligvarehandlen spår Coops topchef Kræn Østergaard Nielsen ”nogle hårde år for branchen”. Men han melder samtidig den gamle kooperative gigant helt klar til at genoptage kampen om kunder og markedsandele på de nye betingelser – hvordan de så end ser ud.

Mon dog ikke, at Coops konkurrenter har det på nogenlunde samme måde?