Et stærkt lokalsamfund bygger på godt købmandskab
Rundt om i landet har de lokale købmænd i en lang årrække været hårdt ramt af både den øgede konkurrence fra supermarkeder og discountkæder, kombineret med øget fraflytning fra de mindre byer mod storbyerne. Det har betydet en del butikslukninger, især i udkantsområderne, og flere eksperter har løbende dømt den lokale købmand ude på længere sigt.
Men går det nu helt så galt, som mange har forventet, altså i en retning hvor kun et fåtal lokalsamfund vil have deres egen købmand, en fremtid hvor den lokale købmand er noget, man forbinder med en Morten Korch-film fra de gode gamle dage?
Det mener jeg ikke, tværtimod, vi kommer til at se en langt større og stærkere købmands-forankring ude i lokalsamfundene. Det er en udvikling, som nu for alvor er begyndt at tage fart, og hvor borgerne i de enkelte byer spiller en stadig større rolle. Det er nemlig borgernes stigende bevidsthed om, at den lokale købmand ikke kun er stedet, hvor man køber mælk og brød. Det er også det lokale samlingspunkt for byen beboere. Hvis købmanden lukker, rammer det også boligpriserne og gør det samtidigt mindre attraktivt for mulige tilflyttere at slå sig ned på egnen.
Derfor opretter stadig flere små byer egne borgergrupper, der målrettet arbejder hen mod at sikre den lokal købmands eksistens. Dagrofa var i efteråret 2016 med til at lancerer en butiksdrejebog, der skal guide og hjælpe lokale ildsjæle og borgergrupper med blandt andet at afdække de økonomiske forhold bag et realistisk butiksprojekt. Det er nemlig vigtigt, at man så vidt muligt skaber sikkerhed omkring den økonomiske kerne i et sådanne projekt, inden både borgerne og Dagrofa hiver penge op ad lommerne.
Den lokale købmand skal naturligvis bygge på et fornuftigt økonomisk scenarie, her nytter det ikke med en romantisk Morten Korchsks tilgangsvinkel, om at det hele nok ender godt til slut. Det er man også bevidst om ude i lokalsamfundene, hvor der arbejdes målrettet på at sikre det helt rigtige økonomiske fundament for den lokale købmand.
Som Danmarks største købmandskæde med en stærk lokal forankring, er det naturligt, at Dagrofa med tiltag som butiksdrejebogen samt støtte til nogle af de lokale projekter er med til at bakke op omkring købmandsforankringen i de mindre bysamfund. Når jeg så samtidig på mine ture rundt i landet møder ildsjælene i byer hvor borgerne har samlet ind for at bevare den lokale købmand som for eksempel Bælum, Borbjerg-Hvam, Vejrup, Kølkjær, Sparkær og Errindlev, så ved jeg at den lokale købmand er på vej tilbage. Eller sagt med andre ord - godt købmandskab går aldrig helt af mode, heller ikke ude på landet.