Det er stort set altid sjovere og mest fordelagtigt at være den stærke. Det gælder i skolegården, i mange andre mellemmenneskelige forhold - og det gælder også i samarbejdsrelationer.

I dagligvarebranchen ligger kæderne og deres leverandører i konstante magtkampe, der kulminerer under årsforhandlingerne mellem parterne hen over efteråret.

Der bliver givet og taget. Og til sidst er parterne måske ikke ligefrem lykkelige for resultatet, men verden skal jo gå videre, og de er mere eller mindre afhængige af hinanden, om de vil det eller ej.

Derfor har selv den allerstærkeste detailkoncern sjældent nogen interesse i at stramme skruen så meget, at man sender en svagere leverandør-modpart ud i en overlevelseskamp, hvor resultatet ikke er givet på forhånd.

Men fra tid til anden hører vi skrækhistorier om leverandører, der er blevet udsat for urimelig og vilkårlig behandling, hvor det absolut ikke har handlet om 'win-win' - men kun ét 'win' for detail-parten.

Mange af de mest veldokumenterede eksempler på den slags kommer fra udlandet, hvor der er et helt andet pres på børsnoterede virksomheder, der skal levere resultater hvert eneste kvartal for at holde aktiekursen oppe.

Herhjemme har alle de store dagligvarekoncerner mere langsigtede ejere. Men det er ikke det samme, som at de er de rene spejderdrenge i forhandlinger alle sammen. Dertil er konkurrencen alligevel alt for hård.

Leverandørernes organisation, Mærkevareleverandørerne - MLDK, har længe forsøgt at få stablet en frivillig aftale på benene med modparterne i handelen mod det, man under ét kan betegne som unfair handelspraksis, men har kun haft begrænset held med det.

Nu bakker MLDK i stedet op bag forslag fra EU-kommissionen, der grundlæggende har til formål at beskytte mindre producenter mod urimelige vilkår, som er dikteret af en langt stærkere modpart i handelen.

Det er mere usædvanligt, at vi hører tilsvarende kritik den modsatte vej - at de største internationale mærkevarekoncerner misbruger deres størrelse. Men i denne uges udgave af Dansk Handelsblad bringer vi en historie om sådan et tilfælde.

Ifølge en ny rapport siger to ud af tre detailhandlere i Benelux-landene, at de ikke bare lige frit kan vælge, i hvilket land de vil købe deres mærkevarer.

Generaldirektør i EU-kommissionen, Christian Verschueren, var klar i spyttet ved offentliggørelsen af rapporten:

"Store mærkevareproducenter nedbryder det indre marked ved at udnytte deres dominerende position til at tvinge detailhandlere og grossister til kun at købe varerne i det land, de opererer i. Det gør de for at øge deres i forvejen betydelige indtjening på forbrugernes bekostning". Mistanken er, at den slags slet ikke er ualmindeligt i hele EU.

Tilbage i Danmark hersker der umiddelbart mere harmoni omkring et nyt samhandelsudspil fra Coop Danmark. Også selv om den nyligt genvalgte formand, Lasse Bolander, åbent annoncerer, at man vil forskelsbehandle sine leverandører.

Det er ikke første gang, at det sker, og nu handler det om, at Coop jagter leverandører, der kan hjælpe med at løfte den kooperative gigants indtjening.

Kan man som leverandør levere en særlig værdi til Coop i forhold til ansvarlighed, bedre mad eller digitalisering ligger der til gengæld en gevinst i form af udvidet adgang til den skatkiste af kundeindsigt, der ligger gemt i Coops medlemsbase med info om 1,7 mio. danskeres præferencer og mønstre.

Det ligner win-win. Praksis vil vise, om det bliver det - og danner skole for fremtidens samhandel.