Judith Kyst, Madkulturen: Convenience - en håndsrækning til hjemmelavet mad?

Debat og Kommentar 9. nov 2022 -
This describes the image
Tænketanken Madkulturen arbejder for at få danskerne til at lave og spise bedre mad. Adm. direktør Judith Kyst giver her en forsmag på indholdet i tænketankens årlige befolkningsundersøgelse. Rapporten kommer ud 14. november. Foto: Madkulturen
  • Convenience er blevet en integreret del af vores madlavning, viser en undersøgelse fra Madkulturen

Skrevet af: Redaktionen

Direktør Judith Kyst, Madkulturen:

Danskernes madlavning foregår i en travl hverdag, hvor hjemmelavet mad har stadig mere trange kår. Det viser Madkulturens årlige kortlægning af vores mad- og måltidsvaner, Madkultur22, som bliver lanceret på et webinar mandag den 14. november.

Et symptom på den tidspressede madlavning er, at convenience nu er blevet en fast del af vores madkultur. De fleste af os bruger færdiglavede eller klargjorte løsninger i den daglige madlavning. Ofte gør vi det uden at tænke over, at andre har været i gang med at tilberede maden, inden vi selv får den ind i køkkenet. Men den udbredte brug af convenience kalder på eftertanke, både hos producenter og forbrugere.

Som producent af færdigretter overtager man en del af ansvaret for smag, sundhedsværdi og klimahensyn i maden. Og som forbruger skal man være opmærksom på at vurdere, om færdigretten skal suppleres med noget andet for at udgøre et ordentligt måltid.

Begge parter har en fælles interesse i, at convenience bidrager til at udvikle madlavningen i de danske hjem frem for at afvikle den helt. Det kræver, at menuen ikke står på færdigret hver eneste dag, men at vi også selv er involveret i at bearbejde råvarer og sammensætte måltidet. Det er nødvendigt for at bevare evnen til at lave vores egen mad og vurdere kvaliteten – også af de færdiglavede løsninger.

Erstattende eller understøttende convenience

Madlavning med convenience kan bestå i at varme en færdigret, som fx en frysepizza, med en minimal indsats for os i køkkenet. Men det kan også være, vi kombinerer forskellige salgs convenience eller supplerer convenience med hele råvarer. I det sidste tilfælde er de klargjorte løsninger med til at lette madlavningen, uden helt at erstatte vores egen indsats i køkkenet.

I den sammenhæng kan convenience-produkterne åbne for nye retter og måder at omstille vores madvaner på. Eksempler på det er flåede tomater, som har gjort det muligt for at inkorporere mange italienske retter i vores madkultur, og grøn convenience som fx udblødte kikærter eller snittede rodfrugter, der gør det nemmere at skære ned på kødet i vores aftensmad. I begge tilfælde har vi som forbrugere stadig en fornemmelse af råvaren og en mulighed for at skrifte den ud, hvis prisen eller kvaliteten af convenience-produktet gør, at vi får brug for at vælge noget andet næste gang.

Webinar om danskernes madlavning
Mit håb er, at kortlægningen af danskernes madlavning i Madkultur22 vil inspirere flere til at udvikle sund, velsmagende og klimavenlig convenience, som kan bidrage til at styrke danskerne engagement i det hjemmelavede måltid. Få mere at vide, når vi lancerer undersøgelsen på et gratis webinar den 14. november kl. 14:30. Tilmeldingen er gratis og foregår på Madkulturens hjemmeside.

Opdateret 10. nov 2022