Sundhedsekspert skal give Kiwi-kunder gode råd om mad

Dagrofa 5. aug 2015 -
This describes the image

Kiwis kunder vil i fremtiden kunne finde opskrifter og gode råd om en sund livsstil på Kiwis hjemmeside.

Råd og opskrifter kommer fra kostvejleder og sundhedsekspert Pia Thau, som discountkæden har indgået et samarbejde med.

- Jeg glæder mig vildt til at komme i gang med samarbejdet. For mig er det utroligt spændende at få chancen for at vise danskerne, at du sagtens kan leve sundt, billigt, siger Pia Thau.

Sundhedseksperten vil også optræde i kædens tilbudsaviser og onlineunivers med lette opskrifter til sund mad, indkøbstips, gode råd og anden let tilgængelig vejledning.

Hun vil også oprette en brevkasse på Kiwis Facebookside, hvor kunderne kan stille spørgsmål.

- Samarbejdet med Pia er næste skridt i vores bestræbelser på, at alle skal have råd til sundhed. Hun er en ung kvinde og en moderne mor, der kan og vil øse af sin store viden om sund kost. Vi har valgt Pia som samarbejdspartner, fordi hun er fagligt dygtig, vant til at arbejde med sociale medier - og så selvfølgelig fordi hun ved præcis, hvor svært det kan være at få sund kost passet ind i en travl hverdag som mor til to små børn. Sammen håber vi at vise forbrugerne, at du sagtens kan leve sundt uden, at det bliver hysterisk eller dyrt, siger Carsten Hansen, kædedirektør i Kiwi.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Foto: Kiwi

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?