Stationer kan byde på madoplevelser
En række DSB stationer landet over kan i fremtiden blive centrum for madoplevelser.
DSB Ejendomme råder over knap 50 halvtomme stationer over hele landet, og det er nu besluttet at sparke liv i ejendommene. Det sker med udgangspunkt i nogle af de forslag, der blev udarbejdet i forbindelse med Colliers Award 2015.
Et af forslagene er udarbejdet af Nicolai Duedahl Hende fra Aarhus Arkitektskole og bærer titlen "Smag på Danmark". Projektet indgår sammen med andre projekter i DSB Ejendommes arbejde med at skabe liv i stationsbygningerne.
Projektet ”Smag på Danmark” inviterer de rejsende til at se Danmark gennem de lokales briller ved at genfortolke egnsretten og understrege traditionerne og de lokale produkter, som serveres på stationerne. Ved at knytte egnsretten til mødet med byen, åbnes der for at smage en bid af Danmark som gennemrejsende.
Der har således været kontakt med Esbjerg Kommune i forbindelse med ”Smag på Danmark”, som tager udgangspunkt i Ribe Station.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand