Se video: Spar vil åbne ti butikker i hovedstadsområdet

Dagrofa 25. feb 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • En succesfuld Spar-butik på Københavns Sydhavn har givet Dagrofa blod på tanden. En ny butik er netop åbnet i hjertet af København

 

Mens en del københavnere sad med morgenkaffen, og solen stadig var på vej op, klippede Dagrofas topchef Tomas Pietrangeli torsdag morgen snoren til Spars butik nummer fem i københavnsområdet.

Adressen på den 624 kvm. store butik er St. Kongensgade 100.

Mens Spar på Teglholmen i Københavns Sydhavn, der åbnede i august 2019, i høj grad henvender sig til beboerne i området, er kundegrundlaget for den nye butik på St. Kongensgade i Københavns centrum lidt mere blandet.

- Vi forventer, at både de lokale beboere i området, folk, der kommer forbi, og mennesker, der arbejder i området, vil handle her, siger konstitueret kædedirektør Kim Scheuer Nielsen.

Sortiments- og konceptchef Morten Jensen kalder butikken for et conveniencesupermarked og lægger ikke skjul på, at der er skelet til flere af landets conveniencekæder som blandt andet 7-Eleven, der har butik ved siden af Metro-stationen 150 meter fra Spar.

Kunderne bydes da også velkommen af et stort, betjent convenienceområde, hvor personalet kan smøre sandwich, mens kunden venter.

- Vi skal skille os ud med den personlige service. Det kan nogle gange være at smøre en speciel sandwich til en kunde – eller at skaffe en vare, som en kunde efterspørger, siger Morten Jensen.

I convenienceområdet, hvor kunden også kan betale sine varer, er der også mulighed for en burger – eller en kop kaffe med en croissant eller et rundstykke fra brødskabet. Skabskølere byder på salater og et stort udvalg af færdigretter til at varme derhjemme – både med og uden kød.

- Men der er også mulighed for at handle færdigt. Oveni Spars grundsortiment på omkring 4000 varer har vi lagt 1000 mere specielle produkter, som, vi mener, passer til området, siger Morten Jensen.

Dagrofa er allerede på vej med den næste nye butik i hovedstadsområdet. Den åbner i andet kvartal nær Frederiksbergs Centret – og det bliver langt fra den sidste.

- Det er svært at sætte et nøjagtigt tal på, men vi ser et potentiale på et par håndfulde i hovedstadsområdet inden for de næste år, siger Kim Scheuer Nielsen.

 

Opdateret 25. feb 2021