Spar bidrager til international vækst

Dagrofa 11. jun 2018 -
This describes the image
Tobias Wasmuht, adm. direktør i Spar International , besøgrer Spar Danmarks testbutik i Ejstrupholm.
Skrevet af: Henrik Denman

Købmandskæden Spar har i 2017 bidraget til at give den internationale kæde af Spar supermarkeder en pæn vækst. Spar er medlem af Spar International, der adskiller sig fra de fleste andre internationale detailkæder ved, at den ikke er centralt ejet, men består af selvstændige købmænd.

Globalt omfatter Spar 12.777 butikker, og kæden omsatte i 2017 for 257 mia. kr.

Spar oplever internationalt vækst – og den vækst bidrager den danske kæde til. Spar International opgiver i sin årsberetning en salgsvækst på 5,3 pct. i 2017. I Danmark leverede de tilknyttede købmænd en vækst på 2,5 pct.

I årsberetningen skriver Spar International, at Spar Danmark havde et godt år med vækst. Kæden blev udvidet med 23 nye butikker, og salgsarealet øgedes med næsten 21 pct. I årsberetningen fremhæver man også lanceringen af kædens nye slogan "En af de lokale", som er blevet vel modtaget af både købmænd og kunder.

Spar vurderer, at den danske kæde også i 2018 forventer vækst, bl.a. som resultat af, at kæden får 25 nye butikker fra den nu lukkede Kiwi-kæde.

Lokale butikker

Spar driver supermarkeder i 13 vesteuropæiske lande, men globalt er man til stede i 48 lande. Ifølge årsberetningen har Spar-butikkerne i Vesteuropa vind i sejlene, fordi lokale dagligvarebutikker er ved at få en renæssance.

Spar satser ikke blot i Danmark, men i hele Vesteuropa på at være lokale supermarkeder, som har nemmere ved at imødekomme indkøbsbehov fra de stadig flere små husholdninger, ældre forbrugere og flere kunder i forstæderne til de store byer.

Topchefen i Spar International, Tobias Wasmuht, siger i forbindelse med årsberetningen:

– Spars verdensomspændende organisation opnåede i 2017 en strålende vækst på 5,3 pct. Den stærke vækst blev drevet af det lokale supermarkeds renæssance i Europa, fortsat international ekspansion og vores tilpasning af Spar-koncepter til forskellige markeder. Spar står også stærkt med en omfattende private label serie, som konstant bliver forøget og vokser i omsætning.

Opdateret 10. nov 2020