Sønderjysk Meny taber 3 mio. kr. årligt på grænsehandlen

Dagrofa 25. jun 2018 -
This describes the image

Følgerne af grænsehandlen er hverdag for købmændene Jens Petersen og Frank Andersen i Meny i Christiansfeld. Men det betyder ikke, at de synes, at rammebetingelserne for dagligvarehandlen er fair. Grænsehandlen rammer deres omsætning, beskæftigelsen og naturen omkring dem.

- Når vi sammenligner os med en tilsvarende Meny i det nordjyske, ligger vores omsætning hen mod 3 mio. kr. under, hvad vi kunne have solgt for. Vi kan se det mest tydeligt på vores salg af de gængse grænsehandelsvarer, siger Jens Petersen.

En tur til grænsen har dog også konsekvenser for andre varer.

- Danskerne køber øl, vand og slik syd for grænsen, og i grænsehandlen er den slags varer volumenbaseret. Det betyder, at skabene er fyldt op, og så køber vores kunder ikke de varer her. Men de køber også andre varer. Når de først er kørt syd for grænsen, ryger der eksempelvis også rengøringsmidler og kød i indkøbskurven, siger Frank Andersen.

Ligger i naturen

En ting er salget, men også beskæftigelsen i området lider under grænsehandlen.

- Vi kunne uden grænsehandlen ansætte mindst to medarbejdere mere. Men det allerværste er faktisk konsekvensen for miljøet. Når man ikke betaler pant, er det let bare at smide dåserne i naturen. Det ser vi helt oppe nord for Vejle, hvor jeg bor. Der ligger dåserne og flyder i naturen, og det rammer jo også tyskerne, der er flittige turister i Danmark, siger Jens Petersen, der ikke helt forstår, at der ikke er pant på flasker og dåser ved grænsen.

- Tyskerne har jo et velfungerende pantsystem, siger han. J

ens Petersen har ejet butikken sammen med tidligere Løvbjerg-direktør Frank Andersen siden 2014, og i den periode er omsætningen steget støt, så den i dag ligger på ca. 55 mio. kr. inklusive moms.

I samme periode er underskud vendt til overskud. Ifølge regnskaberne på det centrale virksomhedsregister, CVR, lå driftsresultatet i 2015 på godt en halv mio. kr., mens det sidste år lå på 2,3 mio. kr. Resultatet før skat er steget fra 0,3 mio. kr. i 2015 til 2,3 mio. kr. i 2017.

Opdateret 10. nov 2020