Psykiater: Købmandsdrab kunne være undgået
Spar-købmand Finn Degn Ovesen døde i november sidste år efter at være blevet angrebet med en kniv i sin butik i Suldrup i Nordjylland to uger tidligere.
Bag overfaldet stod en psykisk syg mand, der ikke kendte købmanden. Manden boede på et opholdsted i Nordjylland, og i aften stiller en DR-Dokumentar spørgsmål ved, om drabet kunne være undgået.
I perioden op til drabet var overfaldsmanden ifølge dokumentaren i tiltagende grad blevet psykisk ustabil, og Poul Videbech, der er professor i psykiatri og har set sagen igennem for DR, udtaler på baggrund af de aktindsigter og dokumenter, som DR har fremlagt for ham:
"Det er umådeligt tragisk og burde være undgået, og det kunne være undgået, hvis der havde været en bedre omsorg for ham (den psykisk syge unge mand, red.)"
Personalet på Gården har bl.a noteret om manden "at han føler sig forfulgt og giver indtryk af at være paranoid".
- Der kan man se nogle symptomer, som er meget foruroligende. Symptomer på en svær psykose, som sandsynligvis har stået på i lang tid, siger Poul Videbech til DR.
Læs også: Spar-købmand død efter overfald og Mindeord om Finn Degn Ovesen