Nu er den første Kiwi klar som Spar
Spar tager nu det første skridt i overtagelsen af 25 Kiwibutikker. Det sker med åbningen af en butik på lørdag den 1. juli i Vissenbjerg på Fyn.
Efter sommerferien, i perioden fra slutningen af august til begyndelsen af oktober, åbner yderligere 22 Spar-butikker i lukkede Kiwi’er.
Ved årsskiftet 2018-19 åbner yderligere to, der endnu ikke er bygget færdig.
- Vi er i øjeblikket i gang med en proces med at få aftaler med købmænd, der skal over-tage butikkerne. Det er et grundigt forløb, hvor vi først skal screene den rette person, derefter skal der laves aftaler med den kommende købmands bank, siger kædedirektør Niels Karstensen.
Den nye butik i Vissenbjerg er overtaget af købmand Martin Lindholm Lundgaard. Han kender byen og butikken, da han var test-franchisetager i butikken, da der stod Kiwi på facaden.
Afprøver bybutik
Blandt de butikker, der først skal åbne efter sommerferien, er den tidligere Kiwi+ ved Ny Ellebjerg Station i Valby. Butikken blev bygget til Kiwi for et års tid siden.
- De nye butikker skal selvfølgelig indrettes efter vores seneste koncept, men med butik-ken i Valby tager vi Spar et skridt videre og tester et bykoncept. Der kommer rigtigt mange mennesker forbi butikken, og dermed får convenience en ekstra betydning, siger Niels Karstensen.
- Der bliver mulighed for at løbende at afprøve nogle forskellige ting, og da er vi i den heldige situation i Spar, at vi har en international organisation i ryggen, som vi hele tiden samarbejder med, siger Niels Karstensen.