Vi vidste godt, at det var et mediestunt, da vi midt i juni besluttede at dække den nu forhenværende erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) grænsehandels-besøg i Meny i sønderjyske Christiansfeld.

Men grænsehandel har jo i mange år været så betydningsfuldt et tema i dansk dagligvarehandel, at vi alligevel valgte at være til stede.

Brian Mikkelsen sad jo på en vigtig ministerpost for branchen og indtog desuden en central rolle i regeringen.

Lige indtil to dage efter.

Det vidste vi bare ikke ved besøget i Meny 18. juni. Når Brian Mikkelsen sagde noget om tysk dåsepant og afgifterne på grænsehandelsfølsomme varer, blev der derfor lyttet særligt godt efter.

Lovede han næsten at sænke øl- og sukkerafgifterne?

Der gik imidlertid kun to døgn, før samme Brian Mikkelsen havde skiftet kasket. Nu var han i stedet lobbyisten over dem alle som ny adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Erhverv.

Og hvad skal man så tro om sukkerafgifter - og alle de andre afgifter?

Brian Mikkelsen skulle være kontaktet af Dansk Erhvervs for første gang 14 dage før sit jobskifte. Men ved besøget i Christiansfeld sagde han ikke noget om, at han var ved at skifte kasket. Det gør man jo ikke i den situation. Men burde han så ikke have aflyst?

Der er nemlig al mulig grund til at tage de to Meny-købmænd i Sønderjylland og deres problemer med grænsehandelen alvorligt. Jeg ved ikke, om de følte sig lidt snydt, da de hørte, at ministerbesøget i deres supermarked blev devalueret med tilbagevirkende kraft, fordi ministeren ikke længere var minister.

Her på Dansk Handelsblad er vi lidt trætte af at have afsat en del arbejdstimer på et centralt regeringsmedlem - kun for bagefter at opdage, at begivenheden slet ikke havde den vægt, vi kunne håbe på.

Det trøster ikke, at vi var i godt selskab med andre fremmødte medier - og vores følelsesliv er slet ikke det vigtige i denne sammenhæng. Det er det principielt problematiske i, at det er så nemt at gå direkte fra at være politisk ansvarlig for et område til en så betydningsfuld lobbyistpost indenfor samme område.

For hvilke interesser arbejder man så for i den periode, hvor beslutningen om jobskiftet er taget?

Landets eller Dansk Erhvervs?

Og kan man bare tage en masse aktuel insiderviden med sig til fordel for sin nye arbejdsgiver - en viden, som man kun har kunnet få adgang til på baggrund af en central rolle i regeringen?

For få år siden lavede den tidligere socialdemokratiske fødevareminister Karen Hækkerup samme øvelse, da hun gik over til jobbet som øverste direktør i en anden magtfuld lobbyist, Landbrug & Fødevarer.

Og min kollega, Bjarne Corydon, gik fra en topministerpost til konsulentvirksomheden McKinsey, som han selv havde brugt i sin tid som finansminister.

I en række andre EU-lande ville den slags direkte overgange fra regeringsmagt til det private erhvervsliv slet ikke kunne lade sig gøre, fordi der er regler om karensperioder for ministre, der potentielt kunne have habilitetsproblemer.

- Landene har indført de regler, fordi der er en risiko for, at man som minister planlægger en god efterkarriere og behandler nogle bestemte virksomheder eller brancher på en måde, som ikke handler så meget om landets ve og vel, men som handler om få et godt job bagefter, ligesom der er risiko for, at de tager fortrolig viden med videre, siger Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet til Berlingske Business.

For de danske butikkers konkurrencekrafts skyld er det ingen skade til, hvis Brian Mikkelsen fra sin nye position formår at få overbevist sine tidligere politiker-kolleger om at få sænket afgifter og udjævne andre skævheder mellem Danmark og Tyskland. En dåsepant, der ikke bliver opkrævet, og lavere moms er bare to af dem. Nu slipper han for at skulle slide med at få hensynene til danske butikker balanceret op mod alle mulige andre hensyn. De realpolitiske muligheder for at få pillet ved afgifterne er ikke længere Brian Mikkelsens hovedpine.