Meny overhaler Kvickly på markedsandel

Dagrofa 9. maj 2018 -
This describes the image
| Foto: Helle-Karin Helstrand Kædedirektør for Meny, Kenneth Pedersen|Foto: Helle-Karin Helstrand

Dagrofas supermarkedskæde Meny har haft konstant fremgang siden start i 2015, og de seneste ni måneder har væksten ifølge kædedirektør Kenneth Pedersen taget fart.

Den samlede omsætning i kædens nu 119 butikker er ifølge Dansk Handelsblads oplysninger vokset med knap 6 pct., og nu har Meny overhalet konkurrenten Kvickly på markedsandele.

Kenneth Pedersen vil ikke sætte et præcist indekstal på væksten.

- Vi har samlet set haft en rigtig fin vækst det seneste år, og Meny er den kæde, der har haft den suverænt største vækst på markedsandele blandt supermarkederne. Måske har vi overhalet Kvickly, men det er i mine øjne et lidt uinteressant parameter. Det er vigtigere at se på, hvordan vi udvikler os i forhold til kunderne, siger Kenneth Pedersen.

Han vil heller ikke sætte et præcist tal på kædens samlede omsætning, men ifølge avisens udregning nærmer den sig 9 mia. kr.

Nogle butikker har minus på drift

De flotte tal for Meny dækker dog over meget forskellige resultater, hvilket et kig på regnskaberne for de ca. 50 butikker, hvis tal ligger på det offentlige selskabsregister CVR, afslører. De knap 40 butikker, som Dagrofa er ejer eller medejer af, har ikke offentlige regnskaber.

41 af de selskaber, hvis regnskaber ligger på CVR, har afleveret regnskab for 2017, og af dem har 13 en negativ drift – nogle med et minus på over 6 mio. kr., og 16 har røde tal på bundlinjen. Det får da også i flere tilfælde revisorerne til at stille spørgsmål ved fortsat drift.

Kenneth Pedersen erkender, at det ikke går lige godt i alle butikker.

- Der er dem, vi kalder den røde hale. Uanset hvor godt en kæde kører, vil der altid være butikker, der er udfordret indtjeningsmæssigt. Det har flere årsager - eksempelvis konkurrencesituationen i området, eller at butikken er for lille, siger han.

Lægger planer med købmænd

Der er samlet set sket en bedring, siden Dansk Handelsblad sidste år gennemgik ca. 50 Meny-regnskaber for 2016, men der er også butikker, der øger det negative driftsresultat, ligesom butikker, der i 2016 havde positive resultater, nu har underskud.

- Nogle butikker præsterer bedre, end man kan forvente, og andre leverer et dårligere resultat, end de burde. For os er det vigtigt at se på, om butikken er inde i en positiv udvikling, og om vi kan lægge en plan sammen med købmanden, så det går den rigtige vej, siger Kenneth Pedersen.

Han bliver suppleret af kædeudvalgsformand Søren Engberg:

- Vi har bl.a. Købmandsfonden KFI og NorgesGruppen som superloyale samarbejdspartnere, der hjælper til inden for de rammer, de kan, hvis de kan se en fremtid for en butik efter nogle år med røde tal. Det kunne bl.a. være med købmandsuddannelse.

Hverken Søren Engberg eller Kenneth Pedersen vil dog sige, at en butik kan være udfordret, fordi købmanden ikke er dygtig nok.

- Det er ikke min opgave at vurdere om en købmand er dygtig eller ej. Men jeg forholder mig til, om de er dygtige til at eksekvere konceptet – både i forhold til lokalområdet og i forhold til det, vi gerne vil som kæde. Jeg skal til gengæld som købmændenes repræsentant og sparringspartner for kædeledelsen er at sikre, at butikkerne ikke får underskud, fordi de har fået pålagt koncepter, der er for omkostningstunge og ikke tilføjer butikken værdi, siger Søren Engberg.

Købmændene er også villige til at hjælpe hinanden.

- Ti års krise og et generationsskifte har gjort købmændene mere afhængige af at få koncepter fra kæden. Vi er samtidig blevet bedre til at forstå vigtigheden af at stå sammen om en kæde, siger Søren Engberg.

Det betyder, at Meny nu benytter sig af en ”best-practise”-model, hvor købmænd, når de har fået en god ide, giver den videre til kollegerne.

- Hvis to butikker med samme muligheder præsterer forskelligt, kan den, der præsterer dårligst lærer af den anden. Men den røde hale kommer vi aldrig helt af med. Den findes i alle dagligvarekæder, siger Kenneth Pedersen.

Han forventer, at nogle vil lukke, mens andre skal konverteres til Spar.

- Men langt de fleste har en fremtid i Meny, siger kædedirektøren.

Opdateret 10. nov 2020