Meny og Meyers indleder nyt samarbejde

Dagrofa 6. sep 2022 -
This describes the image
Foto: Meyers
  • En lang række af Meyers  produkter som frostbrød, færdigretter og syltevarer kommer på hylderne i Dagrofas Meny-kæde

Fødevareproducent Meyers har indgået et samarbejde med Dagrofas højprofilkæde Meny.

Det betyder, at Meyers eddiker, syltevarer, marmelader, frostbrød, sild og salattern nu sælges i alle Meny-kædens 112 butikker, men udvalgte butikker desuden sælger en række af Meyers færdigretter, supper, spreads og pesto.

- Meny er på mange måder en ideel samarbejdspartner, fordi de ligesom os sætter økologi, kvalitet og service i højsædet. Vi er virkelig imponerede over Menys stab af slagtere, bagere og fiskehandlere, og det er en stor glæde, at det netop er deres fagfolk, der skal lære vores sortiment at kende og videreformidle det til deres kunder, siger direktør for Meyers Food, Anne Luise Deleuran, i en pressemeddelelse.

Kommerciel direktør i Meny, Jesper Gottschalck Bjerring, ser stor synergi mellem de to virksomheder:

- Meyers producerer varer af høj kvalitet, og man kan virkelig mærke kærligheden til råvarerne og maden i produkterne. Ved at indgå et samarbejde med Meyers understøtter vi vores position i markedet, hvor vi både tilbyder gode råvarer til den ambitiøse fritidskok og kvalitets-convenience til den travle børnefamilie, siger han.

Gennem de seneste år har både Meyers og Meny arbejdet målrettet med hver deres agenda indenfor grøn mad, økologi og bæredygtige initiativer, hedder det i pressemeddelelsen.

I 2021 lancerede Meyers en bæredygtighedsstrategi med et mål om blandt andet at have CO2-neutral drift i 2025, og Meny var eksempelvis den første danske dagligvarekæde til at anvende de officielle klimaanprisninger fra Rådet for Sund Mad.

Direktøren for Meyers Food ser et stort potentiale for virksomhedernes fælles fokus og dermed muligheder for nye, grønne produkter:

- 50 pct. af de Meyers-færdigretter, som nu er blevet indmeldt i Meny, er vegetariske, og dette er et tydeligt bevis på Menys ambitioner for plantebaserede produkter. Vi er glade for at få en sparringspartner som Meny, der ligesom os ønsker at være dagsordensættende indenfor grøn, klimavenlig mad, og vi håber at kunne udvikle nye, velsmagende produkter sammen i fremtiden, siger Anne Luise Deleuran.

 

Opdateret 6. sep 2022