Meny i Illum er omtalt som "Europe's finest 2022"

Dagrofa 26. sep 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Flemming Effersøe
  • Magasin for dagligvarehandlen fremhæver Meny i Illum som et af Europas bedste

ESM - European Supermarket Magazine har i sit nyeste nummer givet spalteplads til Meny i Illum, der bliver hyldet som ét af Europas mest innovative supermarkeder.

Magasinet er dedikeret til det europæiske dagligvaremarked med fokus på private label; men skriver også om produktudvikling, trends, teknologi, forsyningskæde- og logistikstyring, emballage, design og miljø.

- Hvor er jeg bare stolt over, at vores Meny i Illum i Europas mest anerkendte Magazine ESM - for detail, omtaler vores butik med en hel side, siger købmand Poul Cullura, der under stor festivitas kunne åbne butikken i Illums kælder i foråret.

Han mener selv, at det er ”service udover det sædvanlige” sammen med fagliglærte og dedikerede medarbejdere i alle afdelinger, som gør, at butikken har fortjent omtalen som ”Europe’s Finest 2022”.

Poul Cullura har 30 års erfaring i detail- og restaurantbranchen med referencer til blandt andre Det Kongelige Teater, Salling Group, Claus Meyer og senest Meny Skibby. Kærligheden til mad altid været en del af hans DNA, og nu omfatter kærligheden også kunderne i København K.

- Jeg vil gerne være den lokale købmand, som man kender det fra sommerhuset.  Men alle vores "madarbejdere" er meget synlige, og vi står altid klar til at hjælpe med hvad end, der er behov for, siger Poul Cullura.

This describes the image

Meny er ikke den første kæde, der satser på succes i Illums underetage – både Irma og den højprofilerede italienske fødevarekæde Eataly har med Coop som medejer forsøgt sig uden held.

- Meny har flere søjler at bygge på, og vi vil skabe en butik for alle med ekstra lækkerhed på toppen. Vi skal have fat i de 8000 borgere, der bor i området, og vi skal tiltrække de mange, der arbejder i indre by. Alle skal kunne købe ind til hverdag til en fair pris, men der skal også være mulighed for at købe ind til forkælelse i weekenden, siger Poul Cullura.

Butikken har et salgsareal på 800 kvm., hvilket er godt 100 kvm. større end den tidligere Irma.

Opdateret 29. sep 2022