Meny har kåret årets købmænd

Dagrofa 3. nov 2022 -
This describes the image
Morten (t.h.) og Thomas Hansen, Meny Søndervig Foto: Meny
  • Som vanligt er Årets Butik og Årets fighter i Meny kåret på kædens købmandsmøde

Meny-kæden kårede i går onsdag to eller rettere tre købmænd med to priser. Den ene købmand fik prisen som Årets Fighter, mens den anden pris, Årets Butik, gik til to købmænd, der kører parløb i en butik.

Årets Fighter blev købmand Ebbe Jørgensen i Meny på Parkvej i Nykøbing Falster. Han vinder prisen, fordi han på trods af flere udfordringer har holdt moralen højt i butikken. Ebbe Jørgensen har formået at kæmpe sig til succes og løfte sin omsætning, skriver Meny i en pressemeddelelse. 

 

This describes the image

Ebbe Jørgensen sammen med kædedirektør Richo Boss

”Ebbe Jørgensen har skabt et vellykket samspil mellem købmandskabets mange opgaver i tråd med Menys DNA, hvor høj kvalitet, nærværende service og den gode kundeoplevelse er på plads. Den flotte udvikling er skabt på baggrund af hårdt arbejde og vedholdenhed, og det er på den baggrund, at Ebbe og teamet vinder prisen som årets fighter i Meny,” står der videre.

 Ebbe Jørgensen har igennem de sidste par år investeret i renovering og modernisering i butikken samt dens facade og parkeringsplads og har på den måde skabt vækst for butikken. 

Ebbe Jørgensen siger i meddelelsen:

- Jeg står altid op med tanke på, hvordan vi kan optimere butikken og gøre det endnu bedre for kunderne den dag. Det giver mig energi, og det gælder også mine medarbejdere. De er fagligt dygtige og møder altid kunderne med et smil, ligesom vi gør meget ud af at gå den ekstra mil for kunderne. Vi undersøger gerne, om vi kan få nye varer hjem, hvis kunderne spørger efter det eller hvis der skal holdes arrangementer med særlige bestillinger, så kigger vi også gerne på det. Det gør en stor forskel for vores kunder, og det har skabt stor opbakning fra kunderne, hvilket har været en stor del af vores vækst. At vores arbejde og resultater også bemærkes internt i kæden, gør mig selvfølgelig stolt af os alle i butikken.

To andre butikker var nominerede: Meny på Vermlandsgade v. købmand Christian Kragbøll og Meny i Harlev v. købmand Thomas Rytter. 

Som Årets Butik blev købmændene Morten og Thomas Hansen i Meny Søndervig kåret. De har i 2021/2022 drevet en succesfuld købmandsforretning, hedder det i meddelelsen fra Meny.

”Butikken har gennemgået en større ombygning og modernisering og har siden genåbningen formået at vækste forretningen. Den nye bager, frugt- & grøntafdelingen og slagter- og delikatesseområdet er blevet taget godt imod af både lokale og turister. Købmændene har også etableret et apotek i butikken og et helt nyt forområde”.

 ”Morten og Thomas Hansen er anden generation i butikken og har arbejdet sammen i 14 år. De tager aktivt del i lokalsamfundet og tilbyder gerne råvarer fra lokalområdet. De har fokus på kvalitet og god inspiration til ugens madplan eller den lækre lørdagsmiddag”.  

- Vi har været på en rejse med butikken i flere år, hvor vi har planlagt renovering og modernisering, så vi kunne møde den øgede efterspørgsel og være klar med en masse nye tiltag, da Lalandia åbnede her til sommer. Det er bare blevet rigtig godt, og vi er enormt stolte af, at vi faktisk kun har fået positiv feedback omkring moderniseringen fra både fagligt professionelle og kunder. Det er selvfølgelig dejligt også at få anerkendelsen som Årets Butik i kæden også, siger Morten Hansen. 

- Ja, vi har virkelig haft gang i en masse. Vi har også fået mange gode koncepter fra kæden, som omfavner Menys DNA, og det har også givet meget. Det gælder selvfølgelig alle Meny-butikkerne, og vi er netop også blevet bedre og bedre til at samarbejde og støtte op om hinanden på tværs af Meny, og det gør, at vi har et stærkt grundlag som Meny-butik, siger Thomas Hansen.

To andre butikker var nominerede: Meny i Hillerød v. købmand Anette Thorslund og butikschef Rune Baltervin og Meny i Næstved v. Lars Christensen. 

 

Opdateret 3. nov 2022