Meny blomstrer i hovedstadens nye ”landsby”

Dagrofa 1. okt 2021 -
This describes the image
Meny i Københavns Nordhavn er et af få eksempler på helt nye Meny-butikker, der er etableret de seneste år. Men der er flere på vej.  Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • For knap tre år siden åbnede Dagrofa Meny i Nordhavn. Den gang boede der stadig kun få mennesker i den nye mondæne bydel

 

Opstammede oliventræer, nikkende høstanemoner og gule solsikker fylder pladsen foran Meny sammen med et utal af andre planter, der for de flestes vedkommende formentlig vil få et liv på en altan.

Stedet er Københavns nye bydel, Nordhavn, hvor de første 4500 borgere er flyttet ind i mondæne lejligheder.

- Nordhavn går for at være Københavns dyreste bydel. Seks ud af ti er expats, udlændinge, der bor her i en periode, mens de arbejder i en af de store internationale virksomheder i området. Hovedsproget i bydelen er engelsk, og det er derfor også vigtigere for os, at vores medarbejdere taler engelsk, end at de kan dansk, fortæller købmand Mikael Lindegaard Kristiansen.

I gåafstand fra Meny ligger blandt andet FN Byen med 2000 ansatte, ligesom bydelen lægger adresse til Københavns internationale skole.

- Mange af vores kunder kommer med forventninger, der er præget af, at de kommer fra steder i verden, hvor supermarkederne er længere fremme end i Danmark. For dem er det eksempelvis almindeligt, at man sætter sig i butikken og spiser. Vi har, når ikke corona-restriktioner har hindret det, borde og stole både ude og inde. I butikken sidder man ved siden af delikatessen, hvor kunderne kan købe varm mad, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.

Som den eneste i Meny-kæden har butikken spiritusbevilling.

- For vores kunder er det naturligt, at man får et glas vin til maden. Det var ualmindeligt bureaukratisk at få den bevilling, men nu skulle det være lettere for resten af kæden, siger han.

Mikael Lindegaard Kristiansen er uddannet i en Føtex i Kolding og har været varehuschef i Kvickly. I alt har han været ansat 13 år i Salling Group og otte år i Coop. Senest var han kædedirektør i Hvidt & Frit.

- I 2017 blev jeg købmand i Meny i Kgs. Lyngby med håbet om, at jeg skulle åbne butikken i Nordhavn. Jeg kunne se alle mulighederne her, siger den 45-årige købmand.

Han fik sit ønske opfyldt og åbnede butikken 10. november 2018. Den gang havde bydelen kun 2500 beboere.

- Om to år er det tal steget til 10.000, og inden 20 år vil bydelen være beboet af 60.000 - plus de 40.000, der vil arbejde her, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.

 

Månedens butik

Kraner er overalt en del af bybilledet, og det er småt med parkeringspladser i området. Store p-kældre til beboerne er dog under opbygning. Få minutters gang fra Meny kører Metroen, og lidt længere væk er der en S-togstation.

- Vi har ikke mærket så meget til, at Metro-stationen med M4-linjen åbnede, som vi havde ventet. Men vi lagde før åbningen en syvårs-plan for butikken, og allerede nu har vi nået omsætningsmålet, siger købmanden.

Han vil ikke sætte tal på, hvor meget den Dagrofa-ejede butik sælger for. Men omsætningen ligger uden tvivl i den høje ende af Meny-kæden.

Som resten af dagligvarehandlen er salget helt sikkert positivt præget af, at borgerne ikke har kunnet spise ude den seneste tid på grund af corona-pandemien. Men der er ingen tvivl om, at købmanden og Meny er populær i bydelen. Lige før pandemien modtog Dagligvarehandlen en opfordring fra en beboer om at besøge supermarkedet:

"Mikael fra Meny i Nordhavn er ikke blot den, man går til, når mælken er tom, og grøntsagsskuffen skal fyldes. Han er også den, man går til, når man skal have en fastelavnsfest for 250+ mennesker stablet på benene, eller man mangler én til at facilitere køkken til en samspisning for kvarteret. Mikael er blevet en nøgleperson i det sociale og lokale Nordhavn..." 

Nu er butikken netop via Facebook-siden Østerbro Liv kåret som månedens Østerbro-butik og samtidig nomineret som Årets butik på Østerbro.

- Vi er som en lille landsby, og vi har da også fået vore eget postnummer - 2150 Nordhavn. Alle gerne vil hjælpe hinanden - og os: Da vi oplevede, at der forsvandt blomster og planter fra området uden for butikken, var en gruppe beboere straks klar. De overvågede i en månedstid området 24/7, til de så gerningsmanden, som de fulgte efter ud af området. De pågreb ham og holdt ham fast, til politiet kom, fortæller Mikael Lindegaard Kristiansen.

 

Tilbud er ikke populære

I området er også en Netto af ældre dato samt en helt ny Lidl.

- Der burde ikke i dag være omsætning til tre dagligvarebutikker, men jeg ved, at vi har kunder, der kommer fra både Hørsholm og Rungsted, der ligger 25 km nordpå. Vores kunder taler ikke om pris og mængde, men om kvalitet. Jeg har oplevet, at nye kartofler på tilbud ikke solgte. Men da de kom ind i grøntafdelingen til en højere pris, røg de straks. Når en vare er på tilbud, kan nogle måske tro, at der er noget galt med den, siger han.

- Kunderne her har en holdning til det, de spiser, og vi sælger let Quattro Ciok, et chokoladeprodukt a la Nutella, til mellem 150 og 200 kr. eller olivenolie, der er endnu dyrere, siger købmanden.

I fiskedisken ligger østers og flere typer rejer med skal, og i et akvarium er levende hummere. Købmanden er i gang med at ansætte flere faglærte medarbejdere i slagter-delikatesseafdelingen, der er særdeles populær.

- Vi opnormerer også fra to til tre i frugt og grøntafdelingen, hvor de blandt andet selv skærer frugt i stykker til convenience-pakker, og i vinafdelingen har vi ansat flere i løbet af sommeren, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.

Han kan ikke selv holde arbejdstiden nede på 37 timer.

- Det kræver tid og en speciel personlighed at skabe det sociale midtpunkt, som butikken er blevet. Vi er som butik med i alle aktiviteter som den kommende kajakfest, som vi leverer mad til, affaldsindsamling, Skt. Hans og Halloween. Jeg er selv formand for handelsforeningen. Det betyder også, at jeg er med, når By og Havn og borgmesteren er på besøg for at snakke om udviklingsmuligheder i området. Det stiller også store krav til mine medarbejdere, fortæller købmanden.

Han bor dog ikke selv i bydelen, men i Greve syd for København.

- Når man er så kendt, som jeg er, vil det nok være svært at få bare lidt ro, hvis jeg også boede her, smiler han.

 

Meny Nordhavn:

Åbnede 10. november 2018

Ejet af Dagrofa

Salgsareal: 1450 kvm.

Samarbejder blandt andet med Øllingegaard Mejeri, UG Blomster, Lagkagehuset og De Glade Fiskemænd

 

 

 

 

 

Opdateret 2. okt 2021