Mange Meny-købmænd har røde tal på bundlinjen
Det går skidt for knap halvdelen af de selvstændige købmænd i Meny. Så skidt, at nogle af dem har millionunderskud på driften. Det giver røde tal på bundlinjen, og i enkelte tilfælde giver revisionen udtryk for usikkerhed ved fortsat drift – eller for at fremtidig drift kræver velvilje fra banken. For nogle få har de røde tal spist egenkapitalen op eller tæret kraftigt på den.
Flere købmænd giver udtryk for utilfredshed med resultatet, men mange forventer fremgang i år.
Det viser Dansk Handelsblads gennemgang af 51 regnskaber for 56 Meny-butikker i regnskabsåret 2016.
Da Dagrofa i 2015 præsenterede Meny som afløseren for SuperBest-kæde, var målet at redde de mange selvstændige købmænd, der blandt andet led under den dårlige medieomtale, som opstod i halen på, at forbrugerprogrammet Kontant fandt ompakket kød i køledisken hos enkelte købmænd - den såkaldte kødskandale.
Dagrofa er tilfreds
Men trods en stor markedsføringsindsats, der blandt andet har gjort Meny-kædens medarbejdere til madarbejdere, og en kæmpeinvestering i at modernisere butikkerne, har det ind til videre ikke været nok til at sikre alle købmænd fremgang. Nogle af dem er faktisk gået tilbage, når det kommer til driftsresultatet.
- Der er ingen tvivl om, at nogle butikker i Meny - ligesom det gør sig gældende i andre detailkæder - er særligt hårdt ramt af et faldende dagligvaremarked og intens konkurrence. Det sætter indtjeningen i disse butikker under pres, hvilket vi selvfølgelig er meget opmærksomme på, siger kædedirektør for Meny Kenneth Pedersen i en mail til Dansk Handelsblad.
Dagrofa er trods tallene særdeles tilfreds med udviklingen i kæden, og Kenneth Pedersen forventer et godt resultat i indeværende år.
- Kombinationen af et stærkt koncept, dygtigt købmandskab i vores butikker, fortsat vækst i omsætning og markedsandel samt omhyggelig omkostningsstyring forventer jeg vil skabe et godt resultat i 2017, siger han.